Mens industrien skriger efter dataloger, rasler antallet af ansøgere til landets datalogiuddannelser ned med alarmerende hast.
Det viser en rundringning til landets universiteter, som Computerworld har foretaget.
Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet har i gennemsnit oplevet et fald på omkring 20 procent i antallet af unge, der har søgt datalogi som førsteprioritet i forhold til sidste år.
Dybt bekymrende
- Udviklingen er dybt bekymrende ikke bare for it-branchen, men også for samfundet som helhed. It er fremtiden, og datalogerne er nærmest grundstenen i den fremtid, så det er et kæmpe problem, hvis der ikke er nok af dem, siger Michael Stranau, der er chefkonsulent i brancheforeningen IT-Branchen.
Han kalder de unges manglende interesse for "katastrofal."
- Datalogi er en essentiel ting for fremtidens it-samfund, uddyber han.
Få gider datalogi
Computerworlds rundringning til landets datalogi-uddannelser viser, at universiteterne generelt kæmper med færre ansøgere til datalogi.
Syddansk Universitet har i år kun haft 24 førsteprioritets-ansøgere mod 33 sidste år.
På Aarhus Universitet har 88 personer i år haft datalogi-studiet som førsteprioritet, mens antallet sidste år var 106.
På Københavns Universitet har 79 personer i år søgt datalogi som førsteprioritet mod 92 sidste år.
Kun Aalborg Universitet har oplevet en fremgang i antallet af ansøgere. Her har 46 personer i år haft datalogi som førsteprioritet mod 30 sidste år.
En katastrofal udvikling
Tom Togsverd, direktør i ITEK under Dansk Industri, ser meget alvorligt på situationen.
- Det er jo et krisetegn, at så få søger ind. Virksomhederne har brug for dataloger, og behovet vil helt sikkert vokse, så det vil give problemer for virksomhederne, hvis de ikke kan få fat i dataloger, som kan gå i dybden med meget specifikke opgaver, siger Tom Togsverd.
Han mener, at de danske datalogi-uddannelser skal kigge studieordninger efter i sømmene.
- Der skal mere fokus på arkitektur og design frem for blot ren programmering. Studierne skal på eller anden måde relanceres, og måske de også skal hedde noget andet, så de appellerer til de unge på en lidt anden måde, mener Tom Togsverd.
Samme melding kommer fra Michael Stranau, der er chefkonsulent i IT-Branchen, som organiserer 330 danske it-virksomheder.
- Der er høje lønninger og masser af arbejde at hente for dataloger, og der må være noget galt, når der alligevel ikke er flere, der søger ind, siger Michael Stranau.
En rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut har tidligere anbefalet, at datalogiuddannelserne skal blive bedre til at forklare unge, hvad uddannelserne egentlig går ud på.