Århus: Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen afviser, at regeringspartiet Venstre vil støtte et forslag fra Det Radikale Venstre, der kræver, at det offentliges brug af software skal være baseret på åbne standarder.
Afvisningen kom under en debat i Århus på Videnskabsministeriets årlige konference om offentlig it-arkitektur.
- Forslaget fra De Radikale lægger op til, at det offentlige skal vælge side og dele seng med den ene part i spørgsmålet om åbne standarder. Det kan jeg sige helt klart, at vi vil stemme nej til, sagde Michael Aastrup Jensen.
Tvivler
Det Radikale Venstre har tidligere fået støtte til forslaget fra SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne.
Hos Dansk Folkeparti er modtagelsen imidlertid mere lunken, og de radikale kan dermed få svært ved at finde flertal for forslaget.
- Vi støtter åbne standarder, men der er nogle uafklarede forhold i det radikale udspil, som vi må have bedre belyst. Der er ikke taget hånd om den økonomiske del i forslaget, sagde it-ordfører i Dansk Folkeparti, Jørn Dohrmann, på it-konferencen i Århus.
Han henviste til, at forslaget alt efter den konkrete udmøntning kan blive meget dyrt at gennemføre. Eksempelvis hvis det ikke alene skal gælde fremadrettet.
Dansk Folkeparti har endnu ikke taget endelig stilling til forslaget. Over for Computerworld lagde Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen tidligere på ugen afstand til det.
- Det er meget vidtgående, og hvis Danmark traf en sådan beslutning ville vi være blandt de første i verden. Det er noget, man overvejer i Norge og har eksperimenteret med i den amerikanske stat Massachusetts, sagde Michael Aastrup Jensen.
SF er positiv
Hos SF's it-ordfører Anne Grete Holmsgaard er bekymringerne mindre. Hun mener, at videnskabsminister Helge Sander (V) bør tage føringen på området, og at han passende kan starte med at gøre det åbne dokumentformat OpenDocument til standard i det offentlige.
Venstres Michael Aastrup Jensen understreger, at åbne standarder i det offentlige er vejen frem, men området skal belyses bedre. Samme melding kommer fra brugerorganisationen Dansk IT.
Videnskabsministeriet har netop nedsat et udvalg, der skal sikre sammenhængende it-systemer i det offentlige. Blandt udvalgets arbejdsområder er spørgsmålet om åbne standarder.
Videnskabsminister Helge Sander sagde torsdag på ministeriets konference i Århus, at udvalgets arbejder haster, og at han forventer, at de første anbefalinger kommer allerede til sommer.