Artikel top billede

(Foto: unsplash)

Skoler i Aalborg Kommune forbydes at bruge Chromebooks og Google-applikationer: ”Hvordan får vi skaffet printerpapir nok?”

Lærere og elever i Aalborg må fra næste skoleår ty til gammeldags papir og blyant som alternativ til Chromebook-computere og Google Workspace-applikationer. Det sker efter Datatilsynets afgørelse i slutningen af januar.

Efter sommerferien kommer der ikke til at være en eneste Chromebook i undervisningslokalerne i Aalborg Kommune, ligesom lærene forbydes at bruge Google digitale løsninger i form af webapplikationer fra Google Workspace.

Det meddelte Aalborg Kommune sidste uge til et møde med skolelederne i kommunen.

Formanden for Aalborg Lærerforening, Karsten Lynge Simonsen, kalder det ”et kæmpe problem.”

”Eleverne har en masse dokumenter liggende, som skal gøres til fysiske dokumenter, fordi de ikke har dem andre steder. Hvordan får vi skaffet printerpapir nok? Findes der papir nok? Er der printere nok?” siger han til fagbladet Folkeskolen.

Meldingen kommer efter Datatilsynets afgørelse den 30. januar, der slog fast, at den måde, som 53 kommuner i Danmark håndterer skolebørnenes data på i Google Workspace, er direkte ulovlig.

Datatilsynet kom samtidig med et påbud til kommunerne, der har fået indtil den 31. august til at få styr på dataene – ellers må de stoppe brugen af Chromebooks og Googles digitale løsninger.

Karsten Lynge Simonsen advokerer for, at politikerne bør træffe en beslutning nu.

Forbereder sig på, at skærmene skal væk

Hvis Aalborg Kommune og skolelederne ikke finder en løsning i løbet af denne måned, begynder kommunen at gøre klar til en hverdag uden computere.

”Skoleåret er i gang med at blive planlagt, så synes vi, det er ordentligt at begynde at advisere skolerne om, at de skal forberede sig på, at det kan blive et skoleår, som kan blive meget anderledes,” siger Charles Lydersen, der er it-chef i Børn og Unge i Aalborg Kommune.

”Vi ved endnu ikke, om computerne skal væk, men vi bliver nødt til at forberede os på, at det kan ske,” fortsætter han.

Sagen kort

Sagen startede tilbage i 2019 i Helsingør Kommune, da GDPR-aktivisten Jesper Graugaard - som er far til børn i Helsingørs skolesystem - skød gang i det, der siden er blevet kendt som 'Chromebooksagen,' da han klagede over kommunens behandling af skolebørns data.

Helsingør Kommune har over flere omgange forsøgt at få Datatilsynet med på at lovliggøre brugen af Googles Chromebooks med de kontraktuelle og tekniske vilkår, som Google tilbyder sine kunder i dag.

Men Datatilsynet holder altså fast i, at der ikke er forelagt tilstrækkelig dokumentation for, at brugen af Chromebooks i folkeskolerne er i overensstemmelse med GDPR – og det går nu i første omgang ud over skolerne i Aalborg Kommune – mens de resterende 52 kommuner stadig kæmper med at finde en løsning.