Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Investorer begynder at tvivle på AI-aktier / Digitaliseringsstyrelsen udgiver guide om kunstig intelligens / Happy Helper går konkurs og opkøbes af konkurrent

Investorer begynder at tvivle på AI-aktier. Digitaliseringsstyrelsen udgiver guide om kunstig intelligens. Happy Helper går konkurs og opkøbes af konkurrent. Disse ting glemmer folk i deres Uber, og så er det i dag 59 år siden, at Moores lov blev offentliggjort.

Glædelig fredag venner

Det er i dag 19. april, og her har du ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

For sidste gang i denne omgang er det Jacob Wittorff, der tidligt denne morgen er kravlet op på rodeotyren og er klar til tage en tur i morgen-briefing-manegen.

Dagens første historie sætter fokus på det, der ligner en afmating i interessen for AI-aktier.

Investorer begynder at tvivle på AI-aktier

I kølvandet på lanceringen af ChatGPT eksploderede interessen for AI-aktier, og det betød, at især aktierkurser for chip-producenter strøg i vejret.

Men ifølge Børsen er aktieindekset Philadelphia Semiconductor, der følger 30 af de største aktier inden for chipindustrien, faldet med 11,5 procent siden det nåede toppen i marts.

Kursnedturen for chipaktierne er ifølge Børsen samtidig blivet forstærket efter, at den hollandske producent af udstyr til chipproduktion onsdag offentliggjorde et regnskab med lavere omsætning end forventet, hvilket også førte til kursfald for AMD og Nvidia.

Dan Wejse som er medstifter af investeringsfonden MW Compounders er dog fortsat yderst optimistisk på lang sigt.

“Aktiemarkedet har det med at blive meget begejstret for ting i perioder. Nu har det sat sig lidt, men kigger man med en længere tidshorisont, så bliver nedgangen nu slet ikke til at få øje på,” siger han til Børsen

Digitaliseringsstyrelsen udgiver guide om kunstig intelligens

Dagens næste historie handler også om udbredelsen af kunstig intelligens.

For nu skal en ny guide udgivet af Digitaliseringsstyrelsen hjælpe borgere med brug af kunstig intelligens.

Guiden giver blandt andet eksempler på, hvilke værktøjer man som borger kan anvende.

Samtidig giver guiden ifølge digitaliseringsstyrelsen også gode råd til hvordan du som borger kan anvende værktøjerne, og hvilke ting du skal være særligt opmærksomme på.

Du kan læse guiden her.

Happy Helper går konkurs og opkøbes af konkurrent

Den digitale platform for rengøring i private hjem Happy Helper er nu gået konkurs og blevet opkøbt af konkurrenten Handyhand.

Det oplyser Handyhand i en pressemeddelse.

Konkursen og det efterfølgende opkøb kommer efter, at Happy Helper har været i rekonstruktion efter likviditetsproblemer, og selvom driften af selskabet nu kan fortsætte, har det den konsekvens, at alle selskabets aktionærer mister deres investering.

”Det er lykkedes at gennemføre en virksomhedsoverdragelse, der indebærer, at medarbejderne og driften af Happy Helper fortsætter. Der har været forhandlinger med flere køberemner, og i forhold til selskabets rekonstruktion har kreditorerne anset Handyhands overtagelse for at være den bedst mulige løsning efter omstændighederne,” siger rekonstruktør og partner i advokatselskabet Horten Nicolai Dyhr ifølge en pressemeddelelse.

Disse ting glemmer folk i deres Uber

Kørselsplatformen Uber har offentliggjort sit årlige såkaldt Lost & Found-Index, hvor der bliver gjort status over, hvad kunderne i løbet af året har glemt i deres Uber.

Ifølge indekset er 21. januar den dag på året, hvor folk er mest glemsomme, mens timen mellem 21:00 og 22:00 er det tidspunkt, hvor folk oftest glemmer ting.

Blandt de ting, som oftest bliver efterladt i bilen, er tøj på førstepladsen, bagage på andenpladsen og hovedtelefoner på tredjepladsen.

Længere ned på listen finder vi blandt andet telefoner, kameraer og bærbare computere

Af de mere usædvanlige ting, der er blevet glemt i årets løb fremhæver Uber en krukke med østers, en levende kæle-skildpadde og to opbevaringskasser med edderkopper i.

I dag er det 59 år siden, at Moores lov blev udgivet

En historisk artikel skrevet af Gordon Moore blev 19. april 1965 bragt i magasinet Electronics Magazine.

Gordon Moore var på daværende tidspunkt forskningsdirektør i chiproducenten Fairchild Semiconductor og blev senere medstifter af Intel.

I artiklen forudsiger han, at antallet af transistorer i et integreret kredsløb – eller som vi kalder det i dag en chip - vil blive fordoblet hver 18. måned, og den udvikling, spår han, vil som minimum fortsætte de næste 10 år.

Forudsigelsen har i grove træk holdt stik helt frem til nutiden, og den er sidenhen blev kendt som Moores lov.