Artikel top billede

(Foto: Micha Brändli, Unsplash)

Fortrolig rapport: Nordkorea hackede sig til rekordstort milliardbeløb i 2022

Berygtet nordkoreansk hackergruppe havde stor succes med at stjæle milliardbeløb i 2022, lyder det i en fortrolig FN-rapport.

Det kommunistiske styre med Kim Jong-Un i spidsen hackede sig i 2022 til værdier svarende til et beløb på op mod syv milliarder kroner.

Det skriver Reuters på grundlag af en fortrolig FN-rapport, mediet har set mandag.

Ifølge mediet lyder det i rapporten, at det er lykkedes det nordkoreanske styre at stjæle et beløb svarende til en værdi på mellem 630 millioner dollar og en milliard dollar. Det svarer til mellem 4,4 og 6,9 milliarder kroner.

Det store beløb er kommet gennem krypto-tyverier samt gennem de såkaldte ransomware-angreb, hvor ondsindede hackere simpelthen låser adgangen til en virksomheds eller privatpersons data med en krypteringsnøgle.

Herefter afkræver hackerne et stort beløb fra offeret for at give adgangen til de låste data tilbage til de(n) retmæssige ejer(e), rapporterer mediet.

Berygtet gruppe menes at stå bag.

Angrebene er primært blevet foretaget af den kriminelle hackergruppe Lazarus samt en række grupper, der har tilknytning til gruppen, lyder det ifølge Reuters.

Gruppen er en af verdens mest berygtede hackergrupper og stod blandt andet krypto-tyveri i marts 2022.

Her blev der stjålet kryptovaluta for 615 millioner dollar, svarende til 4,2 milliarder kroner, fra spillere i det udbredte online-spil Axie Infinity.

Kryptotyveriet blev dengang vurderet til at være et af de største nogensinde.

Ifølge de amerikanske myndigheder er det den nordkoreanske efterretningstjeneste, der står bag gruppen Lazarus.

"Gennem vores efterforskning er vi i stand til at bekræfte, at Lazarus Group og APT38, som er aktører tilknyttet Nordkorea, er ansvarlige for dette tyveri," lød det dengang i en udtalelse fra det amerikanske forbundspoliti FBI i en udtalelse.

Lazarus kom på radaren tilbage i 2014, hvor gruppen blev beskyldt for at hacke Sony Pictures og efterfølgende offentliggøre følsomme data.

Dengang forlangte gruppen, at Sony skulle trække filmen The Interview tilbage. Komediefilmen handler om to journalister, der planlægger at myrde den nordkoreanske leder Kim Jong-Un.