Cellpoint, der udbyder mobile produkter og som har den tidligere 2M Invest-stifter, Michael Mathiesen i chefstolen opruster nu kapitalen for at skabe økonomisk fundament til udrulningen af tre produkter.
Cellpoint er en ny virksomhed, der bygger på fem virksomhedsopkøb inden for de seneste 12 måneder. Nu skal tre af virksomhedernes produkter sælges internationalt.
Til hjælp har Michael Mathiesen hentet nye investorer, der samlet har skudt yderligere 14 millioner kroner i biksen.
Gode netværk vigtige
Da emissionen var en rettet emission, har Cellpoint haft indflydelse på hvilke investorer, der skulle have medejerskab.
- Vi har lagt vægt på at få folk med gode netværk tilknyttet fra rundt omkring i verden, siger Michael Mathiesen.
De nye investorer ventes at kunne bidrage med deres viden og netværk til en yderligere udvikling af selskabet.
Cellpoint venter, at det første år med dets mange investeringer vil give et negativt resultat, men allerede næste år skal gennembruddet internationalt skabes.
Og det skal vise sig i resultatet.
- Vores break-even ligger omkring 40 millioner svenske kroner og vores forventninger er i hvert fald det dobbelte for næste år, siger Michael Mathiesen.
Salgspartnere
Salget af Cellpoints produkter vil ske gennem salgspartnere, der kan brede produkterne ud over kloden.
De tre produkter, som Cellpoint fokuserer på nu, er for det første 112nu's tyverialarm, der er bygget sammen med et kamera, så man både kan se og høre, hvad der foregår under et indbrud.
Det andet produkt er en overfaldsalarm fra Satsafe, som via et tryk alarmerer centralen, der kan følge ens position og i øvrigt høre hvad der sker under et overfald. Svensk politi benytter sig i dag af overfaldsalarmen.
Endelig er Cellpoint i gang med at sælge sit bluetooth-headset til mobiltelefoner, som selskabet fik fingre i via købet af Blue Technologies.