Schweizere køber århusiansk softwarefirma

Det schweiziske selskab Esmertec har købt den århusianske softwareudvikler OOVM for et uoplyst millionbeløb. En virtuel maskine udviklet af de fire stiftende dataloger fra Aarhus Universitet skal nu øge markedspotentialet for schweiziske Esmertec, som satser på software indlejret i alle slags apparater. Det er anden gang, direktør Lars Bak sælger et iværksætterfirma for millioner.

Schweiziske Esmertec har købt Århus-udvikleren OOVM og selskabets platform til softwareudvikling, som forventes klar i en færdig version i slutningen af året.

De to selskaber ønsker ikke at oplyse købsprisen.

OOVM blev stiftet i 2002 af Lars Bak og tre andre dataloger fra Aarhus Universitet, som alle er eksperter i Java og virtuelle maskiner.

Fortsætter i Århus

Efter salget fortsætter OOVM's fire stiftere med at arbejde i Århus, og direktør Lars Bak er glad for, at selskabets virtuelle maskine og softwareplatform nu får en chance for at komme ud på verdensmarkedet.

- Jeg brænder for teknologi, og for mig er succesfølelsen i at få produktet ud meget stort. Jeg er glad for, at det også lykkes denne gang, siger han.

Det er anden gang, at Lars Bak er med til at udvikle en virtuel maskine for senere at sælge den videre.

Han var i 1997 med til at sælge firmaet Longview Technologies og selskabets virtuelle maskine Hotspot til sin tidligere arbejdsgiver Sun Microsystems for omkring 130 til 140 millioner kroner.

Han blev i Sun indtil 2002, hvor han igen brød ud af selskabet for at udvikle en ny virtuel maskine - denne gang i selskabet OOVM.

Gode synergier

- Lars og hans hold er et stort aktiv for Esmertec. Med dem har vi helt klart et af de bedste hold i verden af eksperter inden for Java virtuelle maskiner og indlejret softwareudvikling, siger Anne-Marie Larkin, teknisk chef hos Esmertec.

Salget til det scweiziske selskab passer Lars Bak fint, fordi det schweiziske selskab har en verdensomspændende salgsorganisation, som nu skal afsætte OOVM's softwareplatform.

Samtidig mener han, at de to selskabers produkter passer fint sammen, fordi der ikke er noget overlap.

Esmertec producerer indlejret Java - mest til mobiltelefoner - og softwaren kan køre på systemer, der fylder fra 512 kilobyte og opefter. OOVM's platform baseret på sproget Smalltalk passer ind i systemer helt ned til 128 kilobyte.

- Der er en fin synergi mellem de to selskaber, mener Lars Bak.

Produktet snart færdigt

Han forventer, at OOVM har et færdigt produkt klar i slutningen af året. Det bliver en platform til at udvikle indlejrede systemer, og de potentielle kunder til produktet er store softwarehuse og chipproducenter.

De skal bruge OOVM's softwareplatform til at udvikle indlejret software til elektroniske apparater som mobiltelefoner, hi-fi-udstyr, håndholdte computere, MP3-afspillere og legetøj.

Når produkterne er koblet op mod internettet, kan OOVM's softwareplatform sørge for at opdatere softwaren, uden at produkterne skal genstartes eller indsendes til fabrikanten.

Inden salget til Esmertec har OOVM levet af penge fra ventureselskabet Incuba Venture.

Det århusianske selskabs navn, OOVM, står for ObjektOrienteret Virtuel Maskine.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Backup, availability og disaster recovery

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis