Bombe under de danske mobilselskaber

Konkurrencestyrelsen har tændt lunten under hele den danske mobilbranche. I en ny redegørelse foreslår styrelsen, at prisen for at ringe til mobiltelefoner gradvist sættes ned. Dermed fjernes en indtjening på op til en halv milliard kroner fra mobilselskaberne.

Fastnetkunderne er den største guldgrube for de danske mobilselskaber. Det fastslår Konkurrencestyrelsen i en ny redegørelse, som af samme grund smider en bombe mod hele den danske mobilbranche.

Konkurrencestyrelsen stiller blandt andet skarpt på prisen for at ringe til en mobiltelefon, som er langt højere, end hvis en mobilkunde ringer til fastnettet.

Det skyldes de afgifter, også kaldet termineringspriser, som mobilselskaberne tager, når deres kunder modtager opkald.

De udgør ifølge Konkurrencestyrelsen mellem 20 og 30 procent af mobilselskabernes indtægter og er den ydelse, som selskaberne tjener bedst på.

Kan koste en halv milliard kroner

For mobilselskaberne går det lige op, at deres kunder ringer til hinanden.

Men fastnetselskaberne får ikke nær de samme indtægter, når deres kunder bliver ringet op, og de er derfor i praksis med til at finansiere den priskrig, som mobilkunderne nyder godt af, påpeger Konkurrencestyrelsen.

Hele den situation kan ifølge styrelsen kun opretholdes, fordi der ikke er konkurrence på at tage imod opkald til mobiltelefoner. Det kan kun mobilselskaberne gøre, og de tager gennemsnitligt 90 øre i minuttet for ulejligheden.

Ifølge Konkurrencestyrelsen viser undersøgelser fra Storbritannien og Sverige, at den pris er for høj. Mobilselskaberne har en rimelig fortjeneste, hvis prisen sænkes til mellem 60 og 70 øre i minuttet.

Hvis prisen bliver sat 30 øre ned, så står de danske mobilselskaber ifølge Konkurrencestyrelsen til at miste 456 millioner kroner om året.

Det er penge, som vel at mærke går direkte fra selskabernes bundlinier. TDC var det eneste mobilselskab med eget net herhjemme, som tjente penge sidste år.

Omvendt kan man også sige, at mobilselskaberne i dag lader fastnetselskaberne betale med en halv milliard kroner om året for deres priskrig.

Under alle omstændigheder anbefaler Konkurrencestyrelsen, at der bliver grebet ind over for de høje priser for at ringe til mobiltelefoner.

Det kan styrelsen dog ikke selv gøre, men må overlade jobbet til IT- og Telestyrelsen, som hører under videnskabsminister Helge Sander, og han har tidligere udtrykt kritik af, at Konkurrencestyrelsen overhovedet blander sig i området.

Lavere priser skal indføres gradvist

Telestyrelsen er i gang med at gennemgribende ændring af den danske teleregulering og kigger også på prisen for at ringe til mobiltelefoner.

I den forbindelse har den bebudet et samarbejde med blandt andet Konkurrencestyrelsen, hvis anbefalinger dermed allerede er sikret tyngde.

Konkurrencestyrelsen ønsker dog ikke at fare for hårdt frem. Den anbefaler, at prisen for at ringe til mobiltelefoner sænkes gradvist, så mobilselskaberne får tid til at indstille sig på tabet af en lille halv milliard kroner i indtægter.

Hos Tele2 ser administrerende direktør Niclas Palmstierna helst en regulering så hurtigt som muligt. Tele2 er hovedsageligt et fastnetselskab og sender derfor mange millioner kroner til mobilselskaberne hvert år.

- Det er vigtigt for os, at der bliver en regulering af det her område. På den anden side skal vi også være realistiske, så det er i orden, hvis den bliver indført gradvist, siger han.

Orange: Prisfald giver fordel til TDC
Omvendt er koncerndirektør Morten Christiansen fra Orange, som hovedsageligt sælger mobiltelefoni, godt klar over, at han står til at tabe mange penge, hvis prisen for at ringe til hans kunder sættes ned.

- Hvis det sker, har vi kun en mulighed, og det er at øge vores markedsandel voldsomt, siger Orange-direktøren.

Han mener, at priskrigen gør det umuligt for Orange at hæve de priser, som selskabets egne kunder betaler.

Orange-direktøren finder ikke de nuværende priser for at ringe til mobiltelefoner urimelige.

- En ændring vil tilgodese TDC, siger han med henvisning til, at TDC sidder på hovedparten af det danske fastnetmarked.

- Hvis priserne for at ringe til mobiltelefoner sættes op, skal hele området og TDC's position under lup. Som det er nu, har TDC nærmest licens til at trykke penge, siger Morten Christiansen.

Han påpeger, at Konkurrencestyrelsen også foreslår, at mobilselskaberne får mulighed for at binde kunderne til sig i et år i stedet for det nuværende halve år.

Det har været et stort ønske, fordi begrænsningen på et halvt år gør det svært at hente de tilskud, som selskaberne giver til kundernes mobiltelefoner, hjem.

Relevant link

Konkurrenceredegørelsens kapitel om telesektoren




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere