En forhandling om mest muligt i kompensation, som nu foregår i pressen.
Og en række politikere, kommuner og embedsmænd, som har fået nok og nu forlanger en forandring.
Det er stridsspørgsmålet i sagen, hvor flere kommuner med Kommunernes Landsforening i spidsen anklager KMD for bevidst at forsinke udviklingen af en række systemer, som er udset til at afløse ældre og dyre KMD-systemer.
Det er alvorlige og meget offentlige anklager, og KMD har da også sendt topchefen Eva Berneke på forklaringsturné hos flere danske medier.
En fornuftig strategi, for den slags offentlige slagsmål med kunderne er på sigt ødelæggende for ethvert firma.
Tænk bare tilbage på Københavns Kommunes langstrakte og offentlige fyring af Accenture for lidt over 10 år siden. En fyring som i øvrigt betød, at KMD overtog opgaven. Den enes død er som bekendt den andens brød.
Et nødvendigt opgør
Men uanset om kommunerne får held med at ryste penge ud af KMD eller ej, er der et monumentalt behov for, at den offentlige sektor får rystet sig fri af afhængigheden af de få store leverandører.
Computerworld har således tidligere afsløret, hvordan vigtige offentlige myndigheder som Skat og Rigspolitiet siden 1996 har undladt at sende centrale systemer i udbud. Derfor havde CSC et reelt monopol på at drive tjenesterne. Det er 19 år!
Det værste er, at ingen af de problemer, som de monopollignende tilstande har skabt, er overraskende.
Computerworld kunne allerede i januar sidste år afsløre, at en hemmelig statslig arbejdsgruppe siden 2014 har diskuteret, hvordan staten nemmest muligt kan vikle sig ud af sølet af ældre it-systemer og it-kontrakter, som mange års mangel på strategisk it-overblik har skabt.
Så mens kommunernes strid med KMD handler om mange millioner, så handler leverandør-opgøret her om milliarder.
Lænket til de gamle systemer
Det største problem er dog ikke pengene. Det er derimod, at det offentlige på mange måder er låst fast.
Det skyldes, at mange centrale offentlige opgaver og løsninger stadig er afhængige af gamle it-løsninger, de såkaldte legacy-systemer. Det er de legacy-systemer, som samtidig oftest er uløseligt bundet til en enkelt leverandør.
Det er en klassisk vendor lock-in-situation, hvor man over tid bliver stadig mere afhængig af en bestemt teknologi eller virksomhed.
Det samme rammer også mange private virksomheder, men situationen er mere kritisk, når selve statens handlemuligheder begrænses af afhængigheden af få, store og ofte udenlandske leverandører.
At tilbageerobre de handlemuligheder kræver politisk mod og handlekraft. Noget, som it-området har savnet i mange år.
Læs også:
It-ministeren efter kommune-trusler om at udelukke KMD: "Det er ikke så simpelt"
Region Syddanmark ophæver kæmpekontrakt med KMD
Kommunerne truer KMD: Overvejer at udelukke KMD fra fremtidige ordrer