Interview: For en stor del af Danmarks befolkning finder adgangen til internettet sted via traditionelle kobberkabler til telefonnettet.
Og spørger du Fullrates udviklingschef for Net og Computerworld klummeskribent, Steen Garbers Enevoldsen, så ændrer det billedet sig kun langsomt.
Så det er bare ærgerligt, hvis du bor et sted, hvor forsyningsselskabernes fibergavebod ikke er nået, til eller i et område, hvor TDC prioriterer kabel-tv ved at opgradere de eksisterende coax-forbindelser.
Her må du forlade dig på, at ingeniører, som Steen, får opfundet, standardiseret og udrullet nye måder at vride de sidste megabit ud af telefonkablerne.
Men hvordan ser fremtiden for kobberforbindelserne ud i Danmark? Er der håb om højere hastigheder for os, der stadig er lænket til telefonlinjerne? Det har Computerworld opsøgt Steen Garbers Enevoldsen for at følge op på.
Steen, da vi interviewede dig i maj 2014 talte du om vectoring [støjreduktion på kablerne, red.], som en af de teknologier, der for alvor kunne hæve hastigheden på kobbernettet. Er det sket?
"Vectoring er jo en teknologi, som fjerner støjen fra de andre linjer. Det gør, at linjen performer lige så godt, som hvis du var den eneste kunde på kabelstrækningen, der har VDSL. I praksis betyder det op til en fordobling af den opnåelige hastighed.
Men vectoring forudsætter også, at TDC-centralen opgraderes. Her følger vi TDC's opgraderingsplan. Status er, at der er 2.155 fremskudte punkter i Danmark, og at de 1.187 er opgraderet. Og ud af 1.638 centraler er 728 opgraderet. Så det er kommet godt på vej."
"Det er dog lidt forskelligt, hvor det er startet. Et skud fra hoften er, at cirka 30 procent af vores VSDL-kunder kører med vectoring i dag. Det er ikke noget, de kan se eller vælge, for det kommer af sig selv. Vectoring kan jo eliminere støj på linjen, såkaldt cross-talk cancellering. Og det giver i teorien helt op til en mulig fordobling af hastigheden."
Artiklen fortsætter under billedet...
Har I så oplevet, at kunderne får bedre eller hurtigere internet?
"Det har de helt sikkert - også selv om deres hastighed ikke umiddelbart er steget. Der sker ikke noget, hvis du ikke har købt produktet med den højere hastighed. Men til gengæld vil det bedre støj/signal-forhold på centralen give en bedre linje med højere stabilitet.
Bor du et sted, hvor centralen er opgraderet, er det værd at tage fat i din udbyder og høre en højere hastighed er tilgængelig i dit område."
Nu nævner du udbyderne, så lad os tale lidt om dem. Man kan ringe til den ene udbyder og få at vide, at den maksimale hastighed er 10 Mbit, og ringe til en anden og får at vide, at den er 20 mbit. Hvordan kan det være? De kører jo på samme central og samme TDC-udstyr?
"Når du ringer til et teleselskab, så tager kundeservice et opslag på adressen og et API-kald ind imod TDC's database kaldet Netinfo. Retur kommer den hastighed, som TDC kan garantere. Så svaret burde være ens for alle."
"Men nogle teleselskaber tilbyder såkaldt rå kobber, hvor de ejer alt udstyret på centralen, men lejer telefonledningen fra centralen til kunden af TDC. I de tilfælde er det op til selskabet selv at definere, hvad det mener er et fornuftigt støjniveau, og hvor meget det vil presse linjen.
I de tilfælde så kan de måske tilbyde højere hastighed - eller en lavere hastighed. Men det er sjældent."
Du nævnte også bundling, altså sammenkoblingen af to telefonlinjer, som en af de teknologier, som potentielt kunne give kobberkunder hurtigere internet. Er det sket?
"Bundling er et produkt vi har, men der er ikke meget salg i det. For prisen er høj, fordi der skal købes to linjer, hvilket betyder en mérpris på 49 kroner uanset hastigheden.
Vi har kunder, som med bundling måske kan gå fra 6 til 10 Mbit. Men marginalprisen per mbit bliver ofte høj, og så er det ikke så attraktivt mere."
"Der er også en rent praktisk udfordring, fordi du skal have to kabelpar tilgængelig i dit hus. Og de to kabelpar skal gå hele vejen ned til centralen. Det er der ikke særligt mange, der har.
Igennem årene har teknikerne, som har været ude hos folk med problemer med linjerne, også ofte bare skifte mellem de tilstedeværende kabler.
De to kabelpar blev oprindeligt indført for mange år siden for at man kunne slippe for gravearbejde i forbindelse med kabelfejl, og altså ikke som forberedelse til bundling-teknologien.
Derfor har der før i tiden ikke været fokus på, at begge par skal være operationelle, og et defekt kabelpar blev ikke altid dokumenteret.
Så det er et logistisk og supportmæssigt svært produkt.
Så i mine øjne er det mest noget for folk, der bor ude på landet og kun har et gammelt rustent telefonkabel, og for de mennesker som kun kan trække en fem bbit forbindelse kan en fordobling af hastigheden jo være mere vigtig end for dem, der allerede kan trække 50 Mbit."
Det lyder lidt som om, at internet over kobber har nået toppen. Er der ikke nogen gode nyheder til os der stadig får det digitale fix via telefonkablerne?
"På den korte bane kan du håbe, at din central er eller bliver opgraderet med vectoring-teknologien. Men på lidt længere bane skal du håbe på udbredelsen af en tilføjelse til VDSL-teknologien, der hedder 35b.
Vores nuværende teknologi kaldes 17a, fordi den går til 17 MHz. Er du nabo til centralen, så kan du med den teknologi teoretisk opnå 150 Mbit i download og 50 Mbit i upload - men selv under de bedste vilkår skal du trække cirka 20 procent fra."
"Man kigger på at skifte til 35b, som udvider frekvensområdet fra 17 til 35 MHz. Det giver den dobbelte båndbredde og åbner dermed op for den dobbelte hastighed.
Lige nu er det teoretiske hastigheder for folk, der bor få hundrede meter fra centralen. De kan så få op til 300 Mbit i download. 35b vil dog kun have en effekt for folk, der har mindre end 600 meter kabel ind til centralen.
35b er interessant, fordi teknologien er spektralt kompatibel med eksisterende linjer. Det vil sige, at gammelt og nyt udstyr kan eksistere side om side. Derfor er der mange teleselskaber, som er i gang med 35b ude i verden.
Jeg ved, at der kører test med 35b lige nu i Danmark, og jeg gætter på, at de første linjer kommer i drift her i første kvartal 2017.
Men det kræver både nyt udstyr på centralerne og nye routere ude hos kunderne - blandt andet fordi cpu-kraften i de nuværende ikke er stor nok.
I forhold til da vi snakkede i 2014, tilbyder Fullrate nu også internetforbindelser via coax, og mon ikke fiber også kommer med i porteføljen. Men det betyder jo ikke, at vi dermed ophører med at levere på det traditionelle kobber, for så fraskriver vi jo os adgangen til de mange kunder, som ikke har et alternativ til kobber i dag.
Så kobberet er ikke dødt. Men det er udsat for en stille erosion."
--- Vil du vide mere om hvordan din internetforbindelse virker? ---
Forrige år skrev Steen Garbers Enevoldsen en række klummer for Computerworld, hvor han uddybede, hvordan din kobber-baserede internetforbindelse virker. Det kan du blive klogere på her:
Del 1: Rygterne om kobbers død er stærkt overdrevne...
Kablerne ligger ude i jorden og leverer internet til dig - både privat og til mange virksomheder. Men hvor meget ved du egentlig om den teknologi, der ligger bag?
Del 2: Dine internetkabler er en Ferrari på en grusvej - her er hvorfor
Din internetforbindelse er ikke til at leve uden. Men ved du hvad der sker inde i kobberet - og hvorfor din hastighed ikke er højere? Læs ekspertens forklaring her.
Del 3: Langtsomt internet? Der er nok (også) støj på din linje
Du kan altid bruge en hurtigere internetforbindelse. Men det ikke altid, du kan få den. Støj kan være en forklaringerne. Se her hvorfor.
Del 4: Hvor mange fejl er for mange på dit DSL-internet?
DSL skal levere hastighed og stabilitet. Stabilitet er langt vigtigere end hastighed, men hvordan måler man det?
---