Den danske it-branchen har god vækst for tiden, viser en ny optælling fra brancheorganisationen IT-Branchen.
Den viser, at den danske it-branche i tredje kvartal 2016 omsatte for 53,4 milliarder kroner, hvor af de godt 14 milliarder kroner blev hentet hjem fra salg til udlandet.
Det er en ikke uvæsentlig stigning i eksporten i forhold til for fem år siden, lyder det fra foreningen, der peger på, at der fra udlandet især er øget efterspørgsel efter software og services.
"Det går godt for branchen, og især i de seneste år er vi lykkedes med at udvikle en lang række innovative løsninger, som i den grad efterspørges i udlandet. Så vi skal se den øgede eksport som et kæmpe rygklap og kvalitetsstempel for branchen," lyder det fra IT-Branchens administrerende direktør, Birgitte Hass.
Ifølge IT-Branchen var 84.075 danskere i tredje kvartal 2016 beskæftiget i it-branchen, hvilket svarer til en stigning på knap 3.000 personer i forhold til samme periode et år tidligere.
Det betyder, at der nu er flere beskæftigede i den danske it-branche end i landbruget, som man regner med alt medregnet beskæftiger omkring 81.000 ansatte.
Stigningen kunne imidlertid have været meget større, hvis blot der havde været tilstrækkeligt med kandidater, lyder det fra foreningen, der i flere år har slået på tromme for, at der skal uddannes flere it-folk.
"Der er blevet ansat flere softwareudviklere og it-konsulenter i løbet af det seneste år, og beskæftigelsen er nu den højeste i branchen siden 2009. Den eneste grund til, at vi ikke er endnu flere i branchen, er, at hver tredje it-virksomhed simpelthen har måtte opgive at besætte stillinger på grund af manglen på kvalificeret arbejdskraft," siger Birgitte Hass.
Jobportalen IT-Jobbank har tidligere peget på, at der herhjemme især er mangel på folk med kompetencer inden for .Net og PHP.
Det kan du læse mere om her: Disse it-folk er danske it-virksomheder især på udkig efter
Samtidig befinder vi os godt i gang med en digitalt drevet industriel revolution, der er i gang med at flytte om på kompetencebehov og hele arbejdsmarkedet og som blot øger behovet for topuddannede, kreative og kompetencerige it-medarbejdere.
Det kan du læse mere om her: Disse job er mest i risikozonen: Vil næsten helt sikkert blive erstattet af it-systemer inden for de kommende år
'Industri 4.0'
'Industri 4.0' er betegnelsen for denne fundamentale transformation, som virksomheder, organisationer og samfund gennemgår i disse år, hvor processer, arbejdsgange og lignende i meget stor stil ændres og reformuleres efter digitale principper.
Computerworld har skrevet om den digitale transformation i flere år, men udviklingen og dens konsekvenser er for alvor kommet på den politiske dagsorden, efter 'Industri 4.0' var et af hovedemnerne på det årlige topmøde i Davos i Schweiz for et lille år siden.
De helt store fundamentale udviklings-spring er tidligere (ret forenklet) kommet med:
1) Indførelsen af (damp)-motorer som en stærkt produktivititets-fremmende afløser til heste-kræfter.
2) Indførelsen af masseproduktion som stærkt produktivitets-fremmende afløser for håndbyggede produkter.
3) Indførelsen af elektronik og computere som produktivitets-fremmende afløsere for eksempelvis hovedregnende bogholdere og tykke regnskabsbøger.
og nu er vi altså ved nummer fire, som er:
4) Indførelsen af sammenhængende, intelligente og selv-lærende it-systemer som afløser for mandskab i en lang række funktioner.
Virksomheder, der af den ene eller den anden grund ikke formår at komme med på bølgen og udnytte de enorme muligheder for effektivisering, produktivitetsforbedring og optimering af blandt andet kundeforhold, risikerer her i løbet af ganske få år at gå til grunde og blive løbet over ende af konkurrenterne, som forstår at udnytte de nye fordele.
I sommer fortalte den danske professor Carsten Sørensen om, at den digitale transformation faktisk udfordrer hele den middeklasse, som alle lande i Vesten er afhængig af.
For med digitaliseringen vil mange af de klassiske middelklasse-job blive udfordret af computere og it-systemer.
Det kan du læse mere om her: Se årets bedste foredrag om it: Derfor er de digitale tjenester (måske) ikke så fantastiske alligevel.
Læs også:
Sådan undgår du at miste dit job til et it-system eller en robot
Danmarks nye regering: It og den store digitale omstilling bliver et gennemgående tema i arbejdet - her er it-planerne
Her får man den højeste løn i den danske it-branche
Mangler du kvalificeret arbejdskraft? Her er en (måske) oplagt løsning
Kom så Danmark!! Udviklingen er et nødvendigt onde - nu gælder det om at få det bedste ud af den