Microsoft har frigivet en ny test-version af Windows 10 til selskabets beta-testere, de såkaldte Windows Insidere, og der er et par interessante nyheder blandt de mange fejlrettelser og optimeringer.
Microsoft har frigivet årets første beta-version af Windows 10, build 15002. Opdateringen er udsendt til de Windows Insiders, der er en del af "Fast Lane"-programmet, og vælger du at installere opdateringen, kan du godt forvente fejl og bugs.
Opdateringen er fyldt med små og store nye funktioner samt fejlrettelser. Måske den mest opsigtvækkende nyhed omhandler Windows-opdateringer.
Læs også: Smugkig: 11 nye Windows 10-funktioner du kan se frem til i 2017
I Windows 10 kan du ikke fravælge modtagelsen af opdateringer, hvilket har skabt en del røre.
I Build 15002 kan du udskyde opdateringer i Windows 10 Pro, Professional, Education og Enterprise i op til 35 dage. I samme versioner af Windows 10 kan du nu også fravælge at modtage driveropdateringer via Windows Update.
Du kan læse hele listen af opdateringer hos Microsoft selv her.
Forbedret Edge-browser
Edge-browseren har modtaget en række nye funktioner og optimeringer. Du kan nu føre musen henover dine faner og se et lille smugkig af indholdet, ligesom du kan i blandt andet Vivaldi.
Flash er slået fra som standard, og du kan på en given hjemmeside aktivere flash per flash-element.
Edge får også en ny funktion, hvor du kan samle alle dine akrive faner under en, hvis du synes, du har for mange åbne til at have overblik.
Mapper i startmenuen
Derudover har Windows 10's startmenu og grafiske overflade, Shell, også fået en række opdateringer.
Blandt andet skulle systemet bedre understøtte skærme med et højt antal pixels, og VPN-opsætning skulle være forbedret.
I startmenuen er det nu også muligt at lave mapper med dine ikoner og livetiles på præcis samme måde som på Windows 10 Mobile.
Windows 10's Share-menu bliver også opdateret, så det skulle være lettere at dele indhold fra Windows 10.
Det forventes, at Microsoft inden for to måneder udgiver sin "Creator Update"-opdatering, der er årets første af tre store Windows 10-opdateringer.
Creator Update fokuserer på kreativitet, 3D, HoloLens- og VR-evner samt flere sikkerhedsfunktioner til administratoren.
Læs også: Nye business-funktioner på vej i Windows 10: Her er planerne for den næste store opdatering