Danmarks digitale omstilling er kommet godt fra start i 2016.
Nu handler det om at komme helt op i feltet, hvis vi ikke skal overhales af vores udenlandske konkurrenter.
Derfor er Danmarks største teknologiske udfordring i 2017 at få udnyttet trekløverregeringens gode takter og gribe de digitale muligheder.
Regeringen kvitterede for halvanden måned siden med det mest digitale politiske regeringsgrundlag nogensinde.
Statsministeren har sat sig for bordenden af regeringens kommende "disruptionråd" med et partnerskab om fremtidens arbejdsmarked, og allerede inden jul holdt han første inspirationsmøde forud for rådets arbejde - en rød tråd han for øvrigt videreførte i sin nytårstale.
Vi har også fået en ny minister for offentlig innovation, ligesom energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt lover at børste støvet af teleforliget fra 1999 - og til sommer vil erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) endda præsentere en samlet strategi for Danmarks digitale vækst.
Fra varm luft til virkelighed
Vi er altså gået ind i 2017 med mange gode hensigter og løfter om digitale initiativer fra regeringen. Nu handler det om at få gjort de gode hensigter til konkrete initiativer og løsninger.
Det er et ansvar som både regeringen og arbejdsmarkedets parter deler. Vi bør derfor komme i arbejdstøjet og sætte ind på særligt to områder:
For det første skal det stærke fokus på digitalisering implementeres i hele uddannelsessystemet.
Der er heldigvis masser af engagementet for netop den dagsorden. Det viser for eksempel den store interesse for DI's konference "Education 4.0" med over 300 tilmeldte - heriblandt flere undervisere og erhvervsfolk.
For det andet skal den til tider højtflyvende snak om "digitalisering" og "disruption" gøres mere jordnær og konkret for både store og små i erhvervslivet.
Derfor har DI etableret DI's Digitale Mentorkorps, der giver mulighed for, at virksomheder, der ønsker sparring og viden om digitalisering, kan blive matchet op med en virksomhedsleder, der har allerede har gjort sig konkrete erfaringer med digitalisering.
Det handler grundlæggende om at få skabt en klar bevidsthed hos både virksomheder, politiker og embedsfolk om mulighederne, men også risiciene, hvis man ikke griber muligheden og kommer med på vognen i tide.
Det kræver klar tale og konkrete initiativer.
DI Digital vil gøre sit til at løfte vores del af ansvaret for en digital omstilling af Danmark - til gavn for både borgere, virksomheder og det øvrige danske samfund.
Godt nytår - og lad os så komme i gang!
Læs også: IT-Branchens formand om 2017: Ledelserne skal i gang med at bruge teknologien....ikke vente på den