Raspberry Pi Foundation, foreningen bag den lille micro-computer med samme navn, lancerede i 2016 sin egen Linux-distro kaldet Pixel.
Den kan du læse mere om her: Operativsystemet til Raspberry Pi får en solid ansigtsløftning.
I første omgang virkede styresystemet kun på Raspberry Pi-computeren, men kort før juletid udsendte Raspberry Pi Foundation en tidlig prototype af systemet til Mac og Windows-pc'er.
"Hvis vi kan lide Pixel så meget, hvorfor skal vi så kræve at folk køber en Raspberry Pi for at køre det? Der er en gigantisk install-base i form af Windows- og Mac-computere derude," skriver Raspberry Pi Founder Eben Upton i en blogpost.
Pixel - der står for Pi Improved Windows Environment, Lightweight - er en linux-distro baseret på Debian Linux. Pixel er et letvægtersystem, som alligevel har flere funktioner end den typiske Raspian-distro, der tidligere har fulgt med en Raspberry Pi.
Kan køre på din gamle computer
Systemet kan hentes via dette link og bør fungere på din computer på samme måde som på en Raspberry Pi - dog uden forudinstalleret software som eksempelvis Minecraft.
Systemet installeres på en USB-pind og kræver kun 512 megabyte RAM. Alle nyere computere har mindst 2 gigabyte RAM, så du burde kunne afvikle systemet på godt og vel alle typer computere.
Systemet kan bruges til at genoplive en gammel computer som for eksempel en af de tidligere Windows Vista-computere, der ofte blev solgt med for lille mængde RAM til at afvikle Vista ordentligt.
Et tilsvarende system, der kan bruges til at vække din gamle computer til live, kan være Neverwares CloudReady-system, der i bund og grund er et Chrome OS-system som det på Chromebooks.
Det system kan du læse mere om her: Omdan din gamle brugte Windows-computer til en hurtig "Chromebook" helt gratis