Den gode gamle fastnettelefon, der i årtier prydede mange danske dagligstuer, er efterhånden ved at være lidt af en museumsgenstand.
Sådan tænker formentlig mange af Computerworlds tech-kyndige læsere og ikke mindst de yngre danskere, der er vokset op med mobiltelefonen i hånden.
Men hvor mange danske fastnet-abonnementer findes der rent faktisk her i 2016 - godt og vel 140 år efter, at Alexander Graham Bell var en af de afgørende personer bag telefonens opfindelse?
De fleste er nok godt klar over, at fastnettelefonen i takt med mobilernes fremmarch har været ramt af lidt af dramatisk deroute - men hvor langt er den fra at uddø helt?
100.000 færre på blot et år
Energistyrelsens seneste telestatistik, der netop er udkommet, giver et indblik i situationen for den kære gamle fastnettelefon.
"Den faldende tendens i fastnetabonnementerne fortsætter. Det gælder for alle teknologier; IP-, PSTN- og ISDN-teknologien," lyder det indledningsvist.
"Fra første halvår 2015 til første halvår 2016 har der været et kraftigt fald i PSTN-telefoniabonnementer på op mod 100.000. Dermed er antallet af PSTN-abonnementer mere end halveret de seneste fem år," lyder det videre.
Læs også: Danskernes sms-forbrug er i frit fald: Antallet af sms'er er mere end halveret på få år
Energistyrelsen bemærker samtidig, at antallet af IP-telefoni-abonnementer også falder, men at taletrafikken på IP-telefoni faktisk er steget med omkring 10 procent det seneste år.
"Modsat for taletrafikken på PSTN/ISDN som fortsætter med at falde og nåede i første halvår 2016 ned på 722 millioner minutter," oplyses det.
Her er udviklingen
Computerworld har dykket lidt ned i de bagvedliggende data for fastnettelefonens udbredelse i Danmark.
Set over en årrække tegner der sig et klart billede af, at den gammeldags telefon har kurs mod historiebøger.
Men den findes trods alt stadig i en hel del danske hjem.
Der var i første halvår 2016 524.672 PSTN-abonnementer i Danmark, mens der var 38.966 ISDN-abonnementer.
Selvom det måske lyder af relativt mange, så er faldet over de seneste par år ganske voldsomt.
Eksempelvis var der i andet halvår 2013 829.156 PSTN-abonnementer, mens der var 74.556 ISDN-abonnementer.
Lægger man PSTN og ISDN sammen, er der nu 563.638 abonnementer ifølge Energistyrelsen. Til sammenligning er der 872.976 IP-telefoni-abonnementer.
Det er suverænt TDC, der står for den største del af de ialt 1.436.614 PSTN/ISDN/IP-telefoni-abonnementer, idet TDC har 921.024 af disse. Nummer to på listen, Stofa, har 84.913.
For 10 år siden så det sådan ud
En anden måde at gøre fastnet-udviklingen op på er ved at se på antallet af abonnementlinjer.
Her er der i dag 735.613, når man lægger traditionel PSTN og de forskellige IDSN-løsninger sammen.
Læs også: Danskerne går data-amok på mobilnettet: Voldsom stigning i datatrafikken
Hvis vi springer et årti tilbage til første halvår 2006, var der ifølge Energistyrelsens data 3.347.877 abonnementlinjer.
Der var dermed over fire gange så mange fastnet-abonnementlinjer for 10 år siden, som der er i dag, hvis vi alene kigger på PSTN og ISDN.
Mobiltelefonerne har i samme periode haft den stik modsatte udvikling.
Der er i dag over syv millioner mobilabonnementer med tale i Danmark.
Tæller man også taletidskort og de dedikerede mobil-dataabonnementer med, nærmer vi os 8,4 millioner abonnementer i Danmark.
Mere om den nye telestatistik:
Danskernes sms-forbrug er i frit fald: Antallet af sms'er er mere end halveret på få år
Bredbånd med kabel eller over mobilnettet? Sådan ser danskernes data-forbrug ud
Danskerne går data-amok på mobilnettet: Voldsom stigning i datatrafikken