Det er ikke kun Apple, der beskyldes for at have undgået at betale skat i milliardklassen.
Ifølge rapporter, som mediet Bloomberg har fået indsigt i, har Google siden 2004 kanaliseret penge via sit hollandske Google Netherlands Holding BV-datterselskab og på den måde undgået at betale store beløber i selskabsskat.
Ved at overføre pengene via Irland til Holland og derefter til endnu et datterselskab på Bermuda, hvor der ikke betales selskabsskat, slap Google med at betale 6,9 procent i skat uden for USA i 2015.
Særligt i 2015 har Google ifølge Bloomberg været flittig.
Her har Google kanaliseret op mod 40 procent mere end året forinden, hvilket svarer til 25 milliarder kroner.
Betaler 3,3 millioner i Danmark
Alphabet, Googles moderselskab, forklarer, at Google overholder alle gældende skattelove i de lande, som firmaet opererer i.
Ifølge analysebureauet IRM, der står bag Danske Medier Research, lå markedet for søgeordsannoncering på 2,3 milliarder kroner i 2015. Det er et marked, som Google sidder ganske tungt på.
Samme år betalte Google 3,3 milllioner kroner i selskabsskat i Danmark. Google forklarer det med, at danske virksomheder handler direkte med den irske afdeling af Google, og derfor betales der skat i Irland i stedet for Danmark.
Irland har i 2015 lukket for "Double Irish"-hullet, og virksomheder skal inden 2020 stoppe med at bruge fidusen.
Læs også: 3 tager til genmæle efter beskyldninger om skatte-unddragelse: Vi overholder dansk lovgivning