ComputerViews: Energi- og telekoncernen Syd Energi (SE), der blandt andet ejer Stofa, fortsætter med at vokse.
Sidste år var det energi- og fiberselskabet Nyfors, som SE overtog. Nu er det tv-selskabet Boxer, som SE er i gang med at købe.
SE meddelte i sidste uge, at der er indgået en aftale med svenske Teracom Group AB om køb af Boxer TV.
Dermed står Boxer TV's 280.000 tv-kunder til at blive kunder i den stadig større SE-butik.
"Tv-markedet i Danmark er under markant forandring, og konkurrencesituationen er intens for alle markedsaktører. Med købet af Boxer TV vil vi stå endnu stærkere i den konkurrence," udtaler administrerende direktør i SE, Niels Duedahl.
"Vi er to virksomheder, der bygger på en fælles ambition, som handler om at være frontløbere for et friere tv-valg. Men vi deler også ambitionen om at nå ud til hele Danmark - også i de tyndtbefolkede områder. Den fælles retning binder os sammen, og den linje vil vi med både Stofa og Boxer TV fortsat arbejde for," forklarer Niels Duedahl videre i en pressemeddelelse.
Det nye tv-marked
Boxer TV, der i høj grad har slået sig op på frit valg af tv-kanaler via det landsdækkende, jordbaserede tv-sendenet, vil passe godt ind i SE's eksisterende forretning, hvor Stofa med kabel-tv og bredbånd i forvejen er en central spiller på det danske marked - og den største udfordrer til Yousee.
Tv-markedet er under voldsom forandring i disse år, hvor kunderne i stigende grad vælger at bruge deres penge på streaming-tjenester.
Når der ses 'gammeldags' tv-kanaler, er der i dag en forventning fra mange kunders side om, at det skal være en digitaliseret oplevelse.
Eksempelvis skal man kunne vælge kanalerne til og fra én for én, og tv-programmerne skal også gerne kunne ses tidsforskudt.
Samtidig er det traditionelle fjernsyn i stuen i dag kun ét af flere appatater, der skal kunne understøtte den gode tv-oplevelse.
Læs også: Derfor kan denne sorte boks rumme fremtiden for YouSee
Den slags krav og ønsker forudsætter en ny tilgang til produktudviklingen fra et selskab som SE, der da også i efteråret lancerede en 2025-strategi.
"Den strategi peger blandt andet på, at SE fremover skal være en mere digital forretning, og at selskabet vil samle sine aktiviteter om færre, men større forretningsområder. Det skal give mere national tyngde, og opkøbet af Boxer sker som et naturligt led i eksekveringen af den strategi," oplyser selskabet.
Dels handler opkøbet af Boxer om volumen - hvor 280.000 Boxer-kunder bestemt kan mærkes - dels handler det også om at være bedre rustet til udviklingen af fremtidens tv-produkter.
SE køber sig til således også til både medarbejdere (kompetencer) og teknologier, der kan bruges i den sammenhæng.
Digitalt kapløb
Købet af Boxer er ikke det eneste tiltag fra SE's side, der skal ruste selskabet bedre til kampen om fremtidens tv-kunder.
Tidligere i år blev det meldt ud, at Stofa flytter hovedkontoret fra Horsens til Aarhus. Samlet set skal 400 Stofa-medarbejdere nu samles i et nyt hovedkontor i Aarhus Syd, hvor også flere aktiviteter fra SE skal flytte hen.
Valget af Aarhus handler ikke mindst om, at Stofa og SE vil sikre sig, at man kan rekruttere de softwareudviklere og digitale medarbejdere, der bliver afgørende for koncernens fremtid.
"Stofas DNA er, at vi i 60 år har gjort underholdning let tilgængeligt forstået på den måde, at man ikke skulle have en parabol på sit tag. Grundlæggende skal vi også gøre underholdning let tilgængeligt de næste mange år - vi skal fjerne bøvlet."
"Vi skal gøre den digitale underholdning let tilgængelig. Det er det, vi skal bruge udviklingsressourcer til," har Stofa-direktør Ole Fruekilde Madsen, forklaret til Computerworld.
Mens SE og Stofa opruster - primært i det jyske - så er Yousee i fuld gang med noget tilsvarende fra hovedkontoret i København.
Yousee, Stofa - og alle streaming-giganterne
TDC's privatforretning har som bekendt skiftet navn til Yousee - en beslutning, som koncernchef Pernille Erenbjerg har forklaret med, at selskabet vil levere enklere og bedre produkter til tv-, bredbånds- og mobilkunderne.
Yousee har i år også lanceret en ny tv-boks, der rummer mange af de funktioner, som den moderne tv-forbruger forventer at have til rådighed.
Eksempelvis at man kan optage og opbevare udsendelser på ubestemt tid på den indbyggede harddisk, og at man - også selvom man ikke optager - kan streame tv-udsendelserne tidsforskudt.
Læs også: Derfor kan denne sorte boks rumme fremtiden for YouSee
Mens selskaber som Yousee og SE/Stofa altså efterhånden har set skriften på tv-skærmen og derfor nu i stigende grad gør tv-oplevelsen mere fleksibel og digitaliseret, så skal de to hoved-kombattanter samtidig forholde sig til internationale streaming-giganter, der jagter danske tv-kunder.
Senest er Amazon Prime Video kommet til Danmark. For blot 45 kroner om måneden - 25 i de første seks - kan man streame serier og film til alle tænkelige devices. Læs mere om det her.
For nogle danske forbrugere er tjenester som denne og Netflix, HBO Nordic, Viaplay med videre blevet udgangspunktet for tv-oplevelsen - og de gammeldags tv-kanaler og kanal-pakker bliver derfor opsagt.
Mange, og nok ikke mindst det mere modne publikum, vil fortsat gerne have traditionelle tv-kanaler, men også i dette segment er der en voksende forventning til, at det skal være både billige og fleksible løsninger.
SE og YouSee vil blive udfordret endnu mere i de kommende år. Også selvom selskaberne forsøger at tilpasse deres løsninger og forretninger til udviklingen på markedet.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så intensiveres kampen om de danske tv-kunder.
Læs også:
Derfor kan denne sorte boks rumme fremtiden for YouSee
Syd Energi har investeret fem milliarder i fiber - men det kniber med tilslutningerne
Klar til kamp mod YouSee: Her er Stofas plan på det nye marked for tv og bredbånd