En delegation af indiske outsourcing-folk har været på charmeoffensiv i kongeriget.
Ikke for at sælge it-drift eller rutineopgaver, men for at sætte et nyt fokus på et af verdens mest folkerige landes evner til at løse de mere komplekse it-opgaver.
"Prisen er naturligvis stadig et vigtigt parameter for outsourcing, men Indien handler nu langt mere om veluddannede it-folk, forretningsforståelse og innovation," fortæller Shivendra Singh, vice president, global trade development, National Association of Software and Services Companies, da vi møder ham i Udenrigsministeriets konferencelokaler på Christianshavn.
Han er talsmand for en organisation, der skal udbrede kendskabet til indiske it-firmaer, og han har fået følge at cirka ti håbefulde virksomhedsledere, der er på jagt efter danske virksomheder og samarbejdspartnere i Norden.
Med henvisning til den jævnt triste decemberdag siger han:
"Vi er her ikke for at tale om vejret. Vi er her for at tale om forretning."
Veluddannede eksperter i massevis
En af de ting som han peger på i Indiens modning indenfor it-området, er antallet af talenter, der kan ansættes i virksomhederne. Med et anslået indbyggerantal på cirka 1,3 milliarder mennesker, så er der mange at vælge mellem, og it-uddannelsessystemet i landet er efter hans betragtning ganske effektivt.
"Vi vil gerne re-brande Indien som en nation af it-eksperter, der ikke bare kan indtaste kode ind," siger Shivendra Singh.
Han beretter eksempelvis om et meget aktivt start up-miljø i landet, hvor der hvert år popper 1.200 nye virksomheder op.
Ligeledes slår han et slag for, at det er områder som cloud, analytics, finans, it-sikkerhed eller indenfor miljøområdet, at der kan hentes it-ekspertise, hvilket han gerne vil gøre i samarbejde med de Nordiske lande.
"Jeg ser et skifte i vores samarbejde fra et arbejdsgiverforhold til et partnerskab, hvor der kan innoveres."
I grafikken til højre kan du se, hvordan han ser Indiens kompetence rykke sig i de kommende år. Det er ikke bare prisen, der er det vigtigste, men også områder som forretningsforståelse eller hastighed og fleksibilitet.
Danmark er (måske) klar
"I Danmark bruger vi cirka 12 milliarder dollar på it om året," fortæller Henrik Zangenberg, der er stifter af Zangenberg Group, som blandt andet følger outsourcing-markedet i Norden.
De penge vil inderne selvfølgelig gerne have en del af hvilket, de ifølge ham, også har en udmærket chance for at få.
"Indien er mere modent end andre traditionelle outsourcingslande i den del af verden, som eksempelvis Vietnam eller Filippinerne. Både når det handler om forretningsforståelse, uddannelse af personale og ikke mindst på det kulturelle og sproglige område."
Han har selv besøgt landet for nylig, hvilket har rykket en del til hans forestillingsbillede.
"Det er en øjenåbner at se størrelsen af de it-virksomheder, som landet har. Der er ingen tvivl om, at danske virksomheder kan få gavn af at samarbejde med et firma, der eksempelvis har 5.000 it-specialister på lønningslisten. Det er svært at kæmpe mod den kapacitet," lyder hans analyse.
Spørgsmålet er så, om de danske firmaer er klar til at benytte outsourcing i de mere specialiserede sammenhænge.
I øjeblikket står den offentlige sektor for godt 30 procent af den samlede outsourcing i Danmark, hvilket er ganske unikt i forhold til resten af verden.
Til indisk ærgrelse foregår denne outsourcing dog ikke direkte til udlandet, men typisk gennem de store samarbejdspartnere som eksempelvis KMD.
Det kan selvfølgelig ændre sig, men det bliver nok næppe i morgen.
De resterende 70 procent er en anden historie, vurderer Henrik Zangenberg.
"Vi ser en kommende dansk efterspørgsel på outsourcing-opgaver indenfor SAP, IoT, cloud/SaaS, sikkerhed og automatisering, hvilket er de områder, som de indiske virksomheder gerne vil udvikle indenfor, så på den måde er det ikke utænkeligt, at der kan samarbejdes," siger han.
Indien er dog ikke den eneste oplagte kandidat, men også tætterebeliggende lande som Ukraine kan komme til at spille den rolle.
Geografiske udfordringer
Et af kodeordene til at opfylde de danske outsourcing-drømmer er mindre it-systemer, der kan stykkes sammen og som er velegnede til områder som analytics, automatisering eller mobile-løsninger.
Ligeledes vil det indiske ønske om at rykke helt tæt på forretningen og forretningsudviklingen fremprovokere udfordringer i et eventuelt samarbejde.
Sådanne it-systemer kræver nemlig et tæt og trygt forhold mellem leverandør og kunde, hvilket kan være svært at opfylde på grund af de geografiske forhold og måske også på grund af kulturforskelle.
"Det vil nok blive svært at sælge denne type ydelser i Danmark, hvis de udenlandske firmaer ikke etablerer sig i landet eller som minimum har et partnernetværk," siger Henrik Zangenberg.
Det betyder naturligvis også, at der skal ansættes danske personale til danske lønninger, hvilket kan være med til at trække priserne op på de udenlandske firmaers tjenesteydelser, vurderer han.