Mange danske virksomheder har købt stort ind af tablet-pc'er i de senere år i takt med den omfattende mobility-bølge.
Medarbejderne skal være mere og mere mobile, og tablets er et helt centralt redskab i den forbindelse.
Og virksomhederne er tilsyneladende slet ikke ved at være ved vejs ende, hvad angår investeringer i tablets til medarbejderne.
Analysefirmaet IDC skriver i en ny analyse, at tablets er blandt de tre højeste it-prioriteringer i mange europæiske virksomheder i 2017.
I undersøgelsen medvirker 1.500 it-beslutningstagere fra små, mellemstore og store virksomheder i Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Sverige.
Det viser sig blandt andet, at tablets er en del af mobility-strategien i 60 procent af virksomhederne, og at to ud af tre virksomheder enten overvejer eller har planlagt at købe tablets på kort sigt, hvilket vil øge tablet-udbredelsen i erhvervslivet signifikant over de kommende tre år.
Bruges til stadig flere opgaver
Brugsscenarierne udvides samtidig, skriver IDC, og det fremhæves blandt andet, at tablets i dag bruges til alt fra produktivitet til kundevendte opgaver, eksempelvis i en salgs-situation.
"Undersøgelsens resultater viser, at europæiske virksomheder får en mere moden tilgang til udrulning af tablets og er begyndt at fokusere mere på applikationer og forretningsværdi," skriver IDC og fortsætter:
"Og at udrulningerne er drevet af ønsket om at øge medarbejdernes produktivitet, fleksibilitet i arbejdet og samarbejdet og også af virksomhedernes digital transformations-strategier."
Disse tablets hitter
IDC har også set nærmere på, hvilken type af tablets, virksomhederne har planer om at investere i over det kommende år.
Der er blevet mere og mere at vælge imellem, hvad angår tablet-designs, og IDC deler nu produkterne ind i tre kategorier: Tablet slate, detachables og convertibles.
Mens den traditionelle slate-tablet stadig er den mest populære, er det interessant, at den falder i popularitet, mens hybrid-produkterne stiger i popularitet.
Det betyder også, at hybrid-produkterne samlet set vil udgøre over halvdelen af de tablet-produkter, virksomhederne investerer i 2017, skriver IDC.
Væksten klinger af
Mens virksomhederne altså ser ud til fortsat at have interesse i at investere i tablets, så har markedet for tablet-pc'er generelt toppet efter en række år med vilde vækstrater.
Det skyldes ikke mindst, at forbrugerne har fået stillet den værste tablet-tørst, og at markedet derfor er ved at være mættet.
I årets tredje kvartal blev der derfor også sendt 14,7 procent færre tablet afsted fra producenternes fabrikker i forhold til samme kvartal sidste år.
Nedgangen rammer ikke mindst hårdt hos de to største spillere, Samsung og Apple, hvis tablet-forsendelser er faldet med henholdsvis 19,3 procent og 6,2 procent i forhold til tredje kvartal sidste år.
Læs mere her:
Samsungs og Apples tablets får drøje tæsk på markedet - mens konkurrenter stormer frem
Barsk besked til pc-producenterne: Lav jeres forretninger om - eller forlad markedet helt