De nyeste regnskabstal fra Microsofts 2016-udgave viser både en nedgang i indtægter og i bruttoresultatet for årets andet kvartal.
Indtægterne landede på 140 milliarder kroner, og resultatet blev på 85 milliarder kroner, hvilket er en nedgang på henholdsvis 7,1 og 14,1 procentpoint i forhold til den samme periode sidste år.
Men Windows-forretningen viser tegn på bedring, og det samme gør produktionen af pc-udstyr, der høster fremgang på forretningssiden og blandt premium-forbrugere, skriver Computerworlds internationale nyhedscenter, IDG News.
Microsoft så faktisk en stor reel forbedring på 250 procentpoint i driftsresultatet for andet kvartal.
Tallet 'snyder' dog lidt, skriver IDG News, der fortæller, at regnskabet for 2015 omfattede en solid nedskrivning i forbindelse med Nokia.
Tager man Nokia ud af ligningen, står Microsoft derfor tilbage med det laveste driftsresultat for et kvartal i fire år.
Det forklares først og fremmest med investeringer, øget markedsføring og udvikling. Udgifter, der har været nødvendige for at holde konkurrenterne i skak og vinde markedsandele i skyen.
Hybrid er hipt
It-analytiker Jack Narcotta fra analysehuset Technology Business Research siger til IDG News, at valutakursen også har en indflydelse på det lavere resultat.
Han peger dog også på, at niveauet for salg og indtjening stadig viser et firma, der formår at skabe gode profitmarginer på et hårdt marked med stor konkurrence.
"Microsoft ser ud til at have gjort op med effekterne af nedgangen i Windows-licenserne, der har præget regnskabet i de sidste par år," siger han.
Ifølge analytikeren er Windows 10 blevet modnet, og det er nu klar til at blive solgt i forbindelse med nye maskiner.
Ud over det vurderer han, at der er plads til et bredere udvalg af (hybrid)notebooks, der kan tiltrække sig opmærksomhed fra både virksomheder og almindelige forbrugere.
"Mens det globale pc-marked er svagt, så findes der lommer af muligheder af disse hardware-produkter til både forbrugere og virksomheder," siger Jack Narcotta.
Producenterne er så småt begyndt at tjene penge på disse enheder og derved imødegå den kommende efterspørgsel på (hybrid)bærbare computere til erhvervslivet og forbrugere, der gerne vil betale lidt ekstra.
Microsoft er på rette vej
Teknologi Business Research vurderer på den baggrund, at årets regnskab er det første lille skridt i et opsving for Microsoft.
Firmaet bevæger sig i den rigtige retning, men det skal bruge lidt mere tid end planlagt til at nå målet.
Det ses eksempelvis i Microsofts ambition om at nå en milliard Windows 10-brugere inden 2018, der er blevet hældt ud med badevandet, vurderer Jack Narcotta
Firmaet har da også erkendt, at det mål ikke bliver opfyldt og forklarer det blandt andet med et svagt salg af Windows-baserede telefoner. Men et reduceret pc-salg bærer nok også en del af skylden.
Microsoft få i de næste regnskaber også lidt igen på licens-kontoen.
Hidtil har Windows 10 som bekendt været gratis, men den ordning stopper nu og afløses af en abonnementsordning med en månedlig betaling for koden.
Læs også:
Kort før lukketid: Så mange har endnu ikke hentet gratis Windows 10
Apple og Microsoft kommer med regnskab: Den ene tjener milliarder - den anden mister dem