Forventer du, at Apple senere på året vil lancere en ny og markant anderledes iPhone, så bliver du formodentligt skuffet.
For gennem de seneste uger har vi set flere og flere rygter, der nærmest entydigt peger på, at den næste generation af Apples iPhone bliver stort set identisk med den eksisterende model.
Til gengæld peger alle tegn i sol, måne og stjerner på, at Apple gør sig klar til en stor iPhone-opdatering til næste år.
Men lad os starte med at kigge på, hvad vi - tror - at vi ved om den næste iPhone, der ventes at blive lanceret til efteråret.
Kun få nyheder i år
Senest er der ifølge Apple-mediet 9to5mac dukket et billede op på det kinesiske sociale medie Weibo, der viser bagsiden af, hvad der hævdes at være den næste iPhone.
Det kinesiske-foto er blot et i rækken af billeder og designskitser, der er dukket op i løbet af de seneste måneder.
Alle som en peger de på, at den kommende iPhone får et design, der er næsten identisk med iPhone 6 og 6s.
Den mest synlige ændring bliver formentlig, at Apple har fjernet de to tværgående "antenne-linjer" på telefonens bagside.
Rygterne peger også helt entydigt på, at iPhone Plus, der er den iPhone med den største skærm, vil blive blive udstyret med et nyt kamera med to linser, som det eksempelvis allerede kendes fra Huaweis topmodel, P9.
Læs også: Apple i gang med stor mystisk milliard-satsning: Hvad er der i gære?
Her vil Apple formodentligt anvende den teknologi, som virksomheden fik fingrene i, da den i 2015 opkøbte det israelske fotofirma Linx, der netop har udviklet en kamera-teknologi, der gør brug af flere linser.
Derudover er der rygter, der peger på, at Apple vil droppe høretelefon-stikket og i stedet udstyre telefonen med to højtalere i bunden. Nogle rygter peger desuden på, at Apple vil udstyre telefonen med fire højtalere, som Apple allerede har gjort på iPaden.
Ny cyklus på vej?
Indtil i dag har Apples opdateringer af iPhone fulgt en særlig cyklus, hvor Apple i de lige år har opdateret designet på telefonen, og i de ulige år har udsendt de såkaldte s-modeller, hvor det er indmaden, der er blevet forbedret.
Men de seneste rygter kan tyde på, at den strategi nu er på vej til at blive ændret.
Og når vi tager de - ifølge rygterne - releativt beskedne opdateringer af den næste iPhone i betragtning, så er spørgsmålet om den i det hele taget vil kunne kvalificere til at få navnet iPhone 7, eller om vi kan imødese endnu en S-cyklus.
I så fald vil Apple af åbenlyse historiske årsager nok fravælge at kalde den iPhone 6 SS. iPhone 6 SE lyder dog til gengæld som et godt bud.
Den store opdatering kommer i 2017
Folk, der venter på den helt store iPhone-opdatering, kan derfor imødese at skulle vente yderlige et år, hvor meget tyder på, at Apple som minimum vil indtroducere en ny skærmteknologi.
For få måneder siden kunne den koreanske avis Korean Herald således berette, at Apple har indgået en aftale med Samsung om at købe 100 millioner OLED-skærme til en pris på i omegnen af 17 milliarder kroner.
Disse rapporteringer bakkes af det amerikanske medie Bloomberg, der kan berette, at virksomheder i Apples "supply-chain" i stor stil er ved at omstille sin produktion til produktionen af OLED-skærme.
Læs også: Medie: Samsung og Apple indgår milliard-handel om nye og bedre iPhone-skærme
I dag bruger Samsung og LG allerede OLED skærme i virksomhedens telefoner, mens Apple indtil videre kun anvender OLED-teknologien i Apple Watch.
Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo fra analysevirksomheden KGI Securities har ifølge Apple-mediet 9to5mac vurderet, at Apple som en konsekvens af overgangen til OLED-skærme også vil ændre på iPhonens design allerede i 2017.
Det skyldes blandt andet, at den nye skærmteknologi også skaber en række nye design muligheder. Eksempelvis vil OLED-teknologien gør det muligt at lave tyndere telefoner, og teknologien gør det desuden muligt at lave kurvede skærme, hvilket vi eksempelvis har set på Samsungs såkaldte Edge-telefoner.
Den indflydelsesrige og veloplyste Apple-blogger har John Gruber har hørt lignende rygter.
Han oplyste for nylig i sin ugentlige podcast, at hans kilder ligeledes peger på, at Apple i 2017 vil ændre designet af iPhonen.
Ifølge John Grubers oplysninger vil design-ændringer i 2017 betyde, at hele telefonens front vil komme til at bestå af en skærm, der strækker fra telefonen bund til top.
Som konsekvens af det kan vi også forvente, at telefonens homeknap vil blive integreret i skærmen, og at Apple ligeledes må finde på nogle særdeles kreative løsninger for at få integreret en højtaler og et kamera i telefonens front.
Faldende iPhone-salg
I det seneste kvartalsregnskab oplevede Apple for første gang et faldende iPhone-salg, og er der hold i rygterne om, at den helt store iPhone-opdatering først kommer i 2017, kan det betyde, at tendensen også vil fortsætte i næste regnskabsår.
Dels fordi nogle brugere ikke mener, at opdateringerne i år giver tilstrækkelig grund til at opdatere deres telefon til en ny model, og dels fordi nogle brugere, der ellers havde planlagt at opdatere, vil vælge udskyde, fordi de har hørt rygterne om, at der er noget stort i vente i 2017.
Læs også:
Derfor har iPhone-salget ramt muren - og sådan kommer Apple tilbage på vækstsporet
Fik kritik for Apple Watch: Nu udfordrer Apple verdens største urproducenter