Det buede fjernsyn blev præsenteret som den nye revolution i tv-verden for tre år siden. Siden er det gået mildt sagt elendigt for de krumme skærme.
Sidste år udgjorde buede fjernsyn kun sørgelige fire procent af alle solgte fjernsyn i Danmark, og situationen er lignende i resten af norden.
Det får nu en af de største tv-leverandører i Danmark til helt at skrotte buede fjernsyn i norden. Og der er ikke tale om en kærlig afsked.
"Hvis vi skal være helt ærlige, så var buede tv en designgimmick og aldrig noget, forbrugerne rigtigt tog til sig. Derfor tager vi konsekvensen og lader det udgå i Norden," siger nordisk direktør for firmaet bag Philips, TP Vision, Henrik Kyhl.
Direktøren benytter gravtalen til at lovprise Philips ambilight system, som firmaet tilfældigvis er eneste leverandør af.
Ingen overraskelse
Det er ikke nødvendigvis den største overraskelse, at Henrik Kyhl benytter gravtalen til at slå på tromme for Philips ambilight fjernsyn.
Det gjorde han allerede sidste år, hvor han lå i hård konkurrence med de andre tv-producenter på IFA-messen om at rose sit eget fjernsyn højest, mens han lagde afstand til alt, hvad konkurrenterne kunne levere.
Og det er jo også sjovere, hvis kunderne kan overbevises om at købe en vare, som du er den eneste, der sælger.
Læs også: Vild uenighed om fremtidens fjernsyn: Hvad skal der satses på?