Skulle man overveje at skifte switch?
Min primære switch derhjemme i rackskabet er en 24-port gigabit-switch fra ZyXEL. Den har kørt uafbrudt 24-7 de seneste 8-10 år fuldstændig uden problemer, og den spinner stadig som en mis.
Alligevel overvejer jeg nu, om det er på tide at udskifte den med en ny.
Det er en gigabit switch, og dermed er der ikke performance at vinde ved at skifte.
Så hvorfor overvejer jeg at skifte?
Strømforbruget!
Min nuværende model har ifølge databladet et strømforbrug på 50W ved fuld load, og i praksis i mit setup måler jeg det til omkring 28W.
Mon der er sket noget i de forløbne 10 år på den front? Åh, jo.
For eksempel har Netgears GS324 et maksimalt strømforbrug på 11,1W og koster 818 kroner inklusiv fragt.
Lad os prøve at regne lidt på, hvad det vil betyde for min elregning at skifte til en mere strømbesparende switch:
Jeg tager udgangspunkt i en elpris på 2,50 kroner/kWh (se på elpris.dk), og beregningen bliver en minimumsbesparelse, da det reelle forbrug for switchen ikke vil være 11,1W i mit setup.
Forskellen i øjebliksforbruget vil være 28-11,1=16,9W.
Så over en time sparer jeg 16,9 Wh (wattimer), og over et år bliver det til 16,9*24*365=148 kWh.
Det er en årlig besparelse på 370 kroner!
Med andre ord vil den nye switch betale sig hjem i løbet af kun godt to år, og derefter er det penge lige ned i foret!
Jeg tror jeg skal ud og shoppe!
Husk, I kan følge mig på Facebook, hvor jeg skriver løst og fast om teknologi, og hvor I kan komme med forslag til emner, som jeg kan tage op i klummen.
Min lille private teknologiske losseplads finder du her. Her dumper jeg de artikler, jeg har skrevet sammen med diverse andet snask - alt sammen med primær fokus på teknologi.