Artikel top billede

(Foto: c99)

I dag fylder Apple 40 år - her er de mest betydningsfulde øjeblikke i virksomhedens historie

En af verdens mest ikoniske virksomheder fylder 40 år i dag. Vi har været på jagt efter de største øjeblikke i Apples historie.

1. Apple blev grundlagt for 40 år siden

1. April 1976: I dag er det 40 år siden, at Apple blev grundlagt af Steve Jobs, Steve Wozniak og Ronald Wayne. 

Sidstnævne vælger dog blot 12 dage senere at sælge sin ejerandel for 800 dollar i hvad der må være en af erhvervshistoriens dårligste beslutninger.  

I stedet bliver det Steve Wozniak og Steve Jobs, der kort tid efter står for lanceringen af Apples første og mest simple computer, Apple I. 

En computer, der primært henvender sig til et på det tidspunkt ganske lille segment af computer-entusiaster. 

Men Wozniak og især Steve Jobs har større planer. Langt større planer. 

Bonusinfo: Ronald Wayne er ophavsmanden til Apple første logo, der kan ses ude til højre.

2. Apple II præsenteres


16. april 1977:
Kun knap et år senere er Apple klar med efterfølgeren til sin første computer.

Den får det lidet opfindsomme navn Apple II, og den bliver præsenteret på en computermesse i San Francisco, og få måneder senere bliver de første udgaver af computeren langet over diskene i de amerikanske computer-bikse. 

Apple II er en af de første succesfulde private computere. Den er så stor en succes, at Apple fortsætter med at sælge computeren i nye varianter i mange år frem. Først i 1993 stopper Apple med at sælge Apple II. 

Steve Wozniak, der selv står for at bygge og designe Apple II, har efterfølgende beskrevet Apple II som det eneste succesfulde produkt i Apples første 10 år.

3. "Hello I'm Macintosh"


24. januar 1984:
Til tonerne af soundtracket fra filmen Chariots of Fire præsenterer den blot 28-årige Steve Jobs Apples store nye satsning, Macintosh.

Det er den computer, der for alvor skal føre Apple ind i fremtiden og etablere virksomheden som verdens førende computer-producent. 

Jublen vil da heller ingen ende tage, da Steve Jobs løfter sløret for computeren, og den siger de berømte ord: "Hello, I'm Macintosh".

Præsentationen bliver få dage forinden varslet i den berømte 1984-reklame, der bliver vist i pausen til årets Super Bowl-finale.

Her bliver det proklameret at: "24. Januar vil Apple introducere Macintosh. Og du vil se, hvorfor 1984 ikke bliver som 1984."

Budskabet er klart. Apples nye computer skal være venlig, menneskelig og imødekommende, og den skal være et opgør med tidligere tidens opfattelse af computere som noget der er utilgængeligt, uhyggeligt og som i sidste kan bruges til at trælbinde brugerne. Akkurat som vi ser det i George Orwells dystotopiske fremtidsroman 1984. 

Macintosh er uden tvivl et banebrydende produkt, da den bliver lanceret. Men i de første udgaver er den for langsom, for dyr og har for få programmer.

Derfor får Macintosh aldrig det store brede gennembrud, som Steve Jobs og resten af Apple havde forventet. 

Bonusinfo: Den første Mac havde 128 KB hukommelse og kostede 2499 dollar.

4. Steve Jobs forlader Apple


31. maj 1985:
 Steve Jobs forlader Apple - det selskab, som han selv har stiftet.

Det sker efter en dramatisk magtkamp med virksomhedens administrerende direktør John Sculley, som Steve Jobs selv rekrutterede fra en stilling som topchef hos læskedrikgiganten Pepsi.

Steve Jobs fortæller efterfølgende selv, at han er blevt fyret fra Apple, mens John Sculley og Steve Wozniacki fastholder, at Steve Jobs selv vælger at forlade firmaet efter, at han taber magtkampen med Sculley.

Bonusinfo: I sin berømte tale på Stanford University i 2005 siger Steve Jobs: "Jeg så det ikke dengang, men det viste sig at blive fyret fra Apple var den bedste ting, der nogensinde er sket for mig."

5. Apple køber Next: Jobs er tilbage


20. december 1996:
Apple køber Next.

Efter sin afsked med Apple starter Steve Jobs computer-firmaet Next.

Next bliver aldrig en succes, men ikke desto mindre formår  virksomheden at skabe et fremragende styresystem, NeXTSTEP, som det kriseramte Apple nu er desperate for at få fingre i.

Som en bonus får Apple også den fortabte søn, Steve Jobs, tilbage i folden.

I begyndelsen er Steve Jobs ansat som ekstern rådgiver for Apple, men i september 1997 bliver han udnævnt som midlertidig administrerende direktør - Interim CEO - eller som Steve Jobs senere selv vælger at kalde det, iCEO.

I 2000 bliver Steve Jobs udnævnt som administrerende direktør på permanent basis.

6. Apples ode til de skøre


27. september 1997:
"Here's to the crazy ones."

Sådan begynder den berømte reklamekampagne som Apple lancerer i september 1997 og som for alvor gør det klart for omverdenen, at Steve Jobs er tilbage i Apple.

Reklamekampagnen får navnet "Think Different" og i modsætning til mange andre reklamekampagner fra computerproducenter på denne tid er der ikke fokus på produkter eller priser.

I stedet handler reklamen om Apples kreative ophav og om virksomhedens helte, der ifølge reklamen alle - ligesom Apple og Steve Jobs selv må man næsten forstå - forstår at "tænke anderledes".

7. Apple præsenterer verdens mest farverige computer


6. maj 1998:
Apple introducerer sin første helt nye computer efter Steve Jobs tilbagekomst, iMac.

Med sit farverige ydre i gennemsigtig plastik adskiller den sig markant fra de andre computere på markedet.

iMac er et nybrud.

De fleste computere på dette tidspunkt er uskønne beige-farvede kolosser, men den på dette tidspunkt ukendte designer Jonathan Ive har med iMac'en formået at skabe noget så sjældent som en computer, der er sexet, opsigtvækkende og futuristiske.

En computer som du kan have stående fremme i dit  hjem uden at skamme dig.

iMac bliver en succes, selvom salgstallene ikke er i nærheden af de salgstal, som Apple sidenhen bliver i stand til at fremvise.

Bonusinfo: Steve Jobs overvejer oprindeligt at kalde iMac'en for Mac Man efter inspiration fra Sonys berømte Walkman. Men Apples reklamebureau får ham overbevist om, at iMac er et bedre navn.

8. 1.000 sange i din lomme


23. oktober 2001:
Under sloganet "1.000 sange i din lomme" lancerer Apple musikafspilleren iPod.

Det er ikke den første digitale musikafspiller på markedet. Men det er den første, der har så stor kapacitet og samtidig er så kompakt, at den kan være i en bukselomme.

I mange kredse bliver iPoden modtaget med skuffelse, og i en sidenhen berømt artikel i et af tidens mest toneangivende netmedier Slashdot, med følgende kortfattede vurdering af iPoden: 

"Ikke trådløs. Mindre kapacitet end en Nomad (Creatives konkurrerende mp3-afspiller, red). Lamt."

Ikke desto mindre bliver iPoden i løbet af få år et kulturelt fænomen, der gør den til et absolut "must-have" for en hel generation.

I 00'erne er iPodens ikoniske hvide hovedtelefoner derfor synlige over alt. Uanset om du går en tur på Rodeo Drive i Los Angeles eller gågaden i en mellemstor dansk provinsby.

9. iPhone starter den mobile revolution


9. januar 2007:
På en solrig californisk januar-morgen i 2007 indleder Apple en revolution.

Det sker, da Steve Jobs går på scenen til Macworld-konferencen i San Francisco og fisker en telefon op af sin lommen. Dermed er iPhonen født.

Den nye telefon transformerer ikke alene mobil- og computer-branchen. Den transformerer Apple, der pludselig går fra at være et computerselskab til et iPhone-selskab.

I de seneste år har Apple solgt mere end 200 millioner iPhones om året, og det er i høj grad derfor, at Apple gennem flere år har kunne indtage positionen som verdens mest værdifulde og profitable selskab.

10. iPaden - aldrig har web-surfing set så komfortabelt ud


27. januar 2010:
Blot tre år efter succesen med iPhone lancerer Apple et nyt banebrydende produkt, iPaden.

Verdens første velfungerende tablet-computer.

På scenen argumenterede Steve Jobs for hvorfor, der er behov for en tredje kategori af enheder mellem smartphonen og den bærbare computer.

Placeret i en Le Corbusier-lænestol demonstrerer en tynd og efterhånden tydeligt sygdomssvækket Steve Jobs iPaden, og fremviser dens sublime evner som et "tilbagelænet" underholdnings-gadget.

Sjældent har web-surfing set så komfortabelt ud.

iPaden viser sig at blive en enorm salgssucces, men den har dog indtil videre ikke formået at fremvise lige så massive salgstal til iPhone.

11. Farvel til Steve


5. oktober 2011:
 En torsdag-morgen i oktober 2011 kan verden læse følgende besked på Apples hjemmeside:

"De af os, der har været så heldige at kende Steve Jobs og at arbejde sammen med ham, har mistet en kær ven og en inspirerende mentor. Steve efterlader en virksomhed, som kun han kunne have bygget, og hans ånd vil for altid være fundamentet i Apple."

Steve Jobs død kommer dog ikke som et chok. Ingen er i tvivl om at Apple-stifteren gennem længere tid har været alvorligt syg, og få måneder tidligere har han da også overladt posten som administrerende direktør til Tim Cook, der i skrivende stund stadigvæk står i spidsen for Apple.

I dag er Apple mere profitabel end nogensinde før, men nogle vil hævde, at Steve Jobs tilførte selskabet en særlig magi, der aldrig kan genskabes. Derfor er det i dag også svært at finde et stort øjeblik i Apples historie, hvor Steve Jobs ikke indgår. 

Læs også:
Apple fylder 40 år: Her er selskabets bedste og værste produkter gennem årene

Filmanmeldelse: Ny Steve Jobs-film er den bløde mellemvare - og nøj, hvor de taler meget

Farvel til Steve Jobs - her er hvad vi kan lære af ham