Den navnkundige tidligere topboss for Intel, Andrew S. Grove - normalt kaldet for Andy Grove - døde mandag i sit hjem, 79 år.
Han stod i spidsen for Intel under selskabets store transformation fra producent af hukommelseschip til producent af mikroprocessorer til pc'er, og var således på mange måder manden, der gjorde Intel til et af it-verdenens mest indflydelsesrige selskaber.
Andy Grove blev sat i spidsen for Intel i 1979. Men han var faktisk den første mand, som Intels stiftere, Gordon Moore og Robert Noyce, ansatte efter de stiftede selskabet i 1968.
Du kan læse om hvordan Intel ændrede verden i Computerworlds artikel: Amerikanske atomraketter banede vejen for din pc-processor - nu truer telefonerne Intel
De havde lært ham at kende, da han som nyudsprunget Ph.D blev ansat som researcher i Fairchild Semiconductor, hvor de ligeledes arbejdede. Her stiftede Grove bekendtskab med de tidlige udgave af integrerede kredsløb.
Han udgav således i 1967 lærebogen "Physics and Technology of Semiconductor Devices."
Gordon Moore og Robert Noyce tog den unge Andrew Grove med sig, da de i 1968 stiftede Intel.
Andrew S. Grove stammede oprindeligt fra Ungarn og blev født i Budapest, hvor han blev døbt András Gróf.
Han forlod Ungarn i 1956 i kølvandet på den sovjetiske invastion - først til Østrig og siden til USA.
Only the paranoid survive
Hos Intel stod han blandt andet bag ideerne om integration i produktionsfasen, hvor han ville kombinere den viden, som henholdsvis fremstillings-holdene og udviklings-holdene lå inde med.
Denne tilgang arbejder Intel fortsat efter den dag i dag.
Hans hoved-træk var dog transformationen fra den tidligere udgave af Intel som producent af hukommelses-chip til producent af processorer til pc'er.
Den fandt sted i en tid, hvor pc-æraen netop var ved at tage form, og manøvren lykkedes til fulde, i det Intel i mange år har været dominerende på markedet for processorer til både pc'er og servere.
Han udgav senere bogen "Only the paranoid survive,' hvor han beskriver transformationen, der var afgørende for Intels overlevelse.
Microsoft Bill Gates har beskrevet Andy Grove som "en af århundredets store business leaders," mens Apples Tim Cook har kaldt ham for "en af teknologi-verdenens giganter."
Andrew Grove udgav gennem årene flere bøger om både teknologi, ledelse og forretnings-udvikling. Hans bog om Intels produktionsmetoder, High Output Management, er oversat til 11 sprog.
Han ejede desuden adskillige patenter på forskellige processor-teknologier.