Det skorter ikke på storslåede heltefortællinger i computerspillenes verden, og det med god mening.
For hvilken større rolle kan man spille end den som helten, der sejrer over det onde? Over Dragon's Age over Skyrim til The Legend of Zelda, alle afarter af den klassiske heltemyte, der til stadighed forbliver relevant, men som også genbruges igen og igen, fordi den beviseligt sælger flere kopier. Det er bare sjovest at være den sejrende helt.
Men det behøver ikke altid at være sådan, og med især indie-spillenes genopblomstring er kommet nye og anderledes fortolkninger af heltemyten. En sådan er Red Hooks Darkest Dungeon, der foruden heltedåd beskæftiger sig med, hvad der sker, når eventyr går grueligt galt.
Som spiller har man arvet et afsidesliggende palæ, der, uheldigvis, er bygget oven på den ene skumle hule efter den anden. Den forhenværende ejer blev som dværgene i Ringenes Herre for grådig, gravede for dybt og lod hermed underverdenens yngel komme op til overfladen. Nu hærger de i og omkring palæet, og kun heltemodige eventyrere kan sende dem tilbage til det helvede, de kom fra.
Darkest Dungeon handler altså om at sammensætte grupper af eventyrere, der kan tage ned i de mørke huler og en gang for alle gøre op med afskummet. Men ulig de romantiserede heltemyter er virkeligheden som helt i Darkest Dungeon benhård. Også helte døjer med stress, der på sigt kan blive til længerevarende psykiske lidelser og, i værste fald, fatal.
Da hver helt kommer med sit eget personlighedstræk er der ingen given opskrift på den perfekte helt, der altid kan klare skærerne, og derfor må man løbende vedligeholde deres velbefindende. Som de kæmper sig vej gennem masserne af orker, dæmoner og andet kryb får de brug for pauser, der fungerer som pleje for deres mentale velbefindende. Nogle foretrækker at meditere i kirken, mens det fo andre kun virker at komme en tur på horehus.
Der er unægteligt store doser H.P. Lovecraft at spore i Darkest Dungeons designfilosofi, og selvom det i grunden er ganske modbydeligt, er det også stærkt fængende. At skulle agere psykolog for mægtige riddere, tapre præster og andre klassiske rollespil-figurtyper er overraskende sjovt, fordi det bliver til et strategispil i sig selv oven på Darkest Dungeons mere velkendte roguelike-struktur.
Kammer det over for heltene og må de lade livet, hvad enten det er af psykiske eller fysiske men, er det ude for bestandigt. Der er ingen ny chance, og det gør, at man intenst følger med i, om de vender sejrrigt tilbage fra de mørke huler. Skulle uheldet være ude, kan man selvfølgelig altid hyre nogle nye helte, men i så fald starter de på niveau 0 og med almindeligt udstyr. Der er altså konstant meget på spil i Darkest Dungeon, og det gør det spændende.
I alt-eller-intet-designet finder vi dog også spillets største svaghed. Tilfældighed. Darkest Dungeon virker lidt for ofte alt for tilfældigt, og ruller man blot uheldigt med terningen et par gange i træk, kan det betyde en sindssyg healer eller død ridder, hvormed resten af din gruppe ligeså godt kan forberede sig på den visse død (eller retræte, når muligheden byder sig).
Nogle vil givet argumentere, at uforudsigeligheden er en del af spillets charme, og det er på sin vis også rigtigt, men når en veludført strategi ruineres af sort på sort uheld, er frustrationen høj. Især når det sker gentagne gange, og spillet stagnerer, fordi man ikke rigtig kommer videre.
Når det er sagt er det svært ikke varmt at anbefale Darkest Dungeon til alle med hang til rollespil og som vansmægter efter andet end sukkersøde heltefortællinger. Red Hooks spil er mørkt og fængslende som få, en kende frustrerende, måske, men så igen, en computerspillers tilværelse, ligesom heltenes, behøver ikke altid være en leg.
Læs også: Anmeldelse: The Witness er et vanskeligt mesterværk