Anmeldelse: Fallout 4 er jordens undergang som vi har set den før

Det fjerde Fallout-spil i rækken er Bethesdas kun anden rejse ud i den radioaktive ødemark, Fallout 1 og 2 blev som bekendt skabt af hedengangne Black Isle, og selvom det er en mærkbar forbedring over deres første udspil, Fallout 3, har de endnu noget at lære. Forklaring følger.

Fallout 4 tager fat på dagen, hvor verden går af lave. Den politiske verdenssituation er anspændt grundet stigende efterspørgsel på fossile brændsler, der anno 2077 er blevet en mangelvare. Det sender verden ud i en altødelæggende atomkrig, og som et første for serien spiller vi med, når bomberne falder, i hvad der er en dramatisk og veludført introsekvens.

I sidste øjeblik når dig og familien i sikkerhed i en af de berømte/berygtede underjordiske baser, såkaldte vaults, der netop skal beskytte menneskeheden i tilfælde af, at der udbryder atomkrig, men som også tjener formål af hemmelige eksperimenter iværksat af staten. Her bliver I frosset ned, for hvem ved hvor længe.

200 år senere vågner du op, men noget er galt. Væk er din familie, og det samme er resten af de indbyggere, der skulle befolke netop dit vault. Hvad er der sket, hvor lang tid er der gået, og hvor er din familie blevet af? Kun den radioaktive ødemark kender svaret.

Historien kunne være stærkere
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Fallout 3's hovedfortælling, i mine øjne, var middelmådig; klichépræget, kluntet fortalt og uden den emotionelle slagkraft, en sådan historie fortjener. Det samme gør sig desværre gældende for Fallout 4's hovedforløb, der langt hen ad vejen kopierer treerens struktur. Det er igen det patetiske, længslen efter familien, der er primus motor, men hverken forløbet, dialogen eller karakterbygningen er grundig nok til, at man for alvor kan leve sig ind i den.

Mange vil argumentere for, at hovedfortællingen aldrig udgør det bærende element i Bethesda-rollespil, men at det i stedet er det omkringliggende indhold, der lokker, og det kan der være noget om. Desværre for Fallout 4 er sidemissionerne ikke nævneværdigt bedre end hovedforløbet, det hører i hvert fald til sjældenhederne. De er meget skabelonskårne; ryd det her område for skurke, hjælp mig med at hente den her dims i det her område fyldt med skurke, eller befri ham her fra det her område fyldt med skurke. Og så videre.

På et år, hvor vi har været vidner til The Witcher 3's afvekslende og spændende måde at håndtere sidemissioner på, føles Fallout 4 simpelthen forældet, hvad det angår. Der er ikke samme grad af dybde i fortællingerne og de figurer, som indgår heri, sammenholdt med CD Projekts fantasy-epos, og det er synd. Derudover ender næsten alle missioner i Fallout 4 i et stort skyderi, også selvom du spiller en karismatisk superintelligent figur med talegaverne i orden, og det er hverken tro mod serien eller en god strategi, hvis du vil underholde udover de første par timer.

Kaster vi til gengæld et blik på ødemarken, den store sandkasse, er der ingen over eller ved siden af Bethesda. Det nye farverige udtryk klæder universet perfekt og er et fornuftigt skifte væk fra treerens brun/grønne morads. Selvom Fallout 4 rent teknisk knirker en smule, er både det visuelle- og banedesignet så overbevisende, at man fuldt ud tror på ødemarken som et virkeligt sted. Og den er mere barsk end nogensinde før.

Et spil om overlevelse
Fallout er først og fremmest et spil om overlevelse, og der rammer fireren et nyt toppunkt. De forskellige spilsystemer støtter godt op omkring overlevelsesaspektet, så man altid er på vagt og udkig efter flere ressourcer. Få spil kan gøre en så glad i låget over at finde noget så banalt som en flaske vand eller 10 skud til håndpistolen, for ikke at nævne de sjældne medikamenter, der kan afhjælpe dig strålesyge. Loot-elementet sidder lige i skabet, og nysgerrigheden efter at vende hver en sten for at maksimere potentialet for overlevelse hører aldrig op.

Flere af de nye spilmekanikker er også ganske vellykkede. At man nu kan opgradere og tilpasse alt udstyr gør det kun mere interessant at samle skrammel en masse. Det giver et næsten personligt tilhold til ens udstyr, når man har brugt i timevis af spilletid og kræfter på at gøre det så kapabelt som muligt. Alt, du finder, kan bruges, hvis ikke direkte i sig selv så som komponenter til udstyr eller udvidelse af dine byer.

Ja, byer. Fallout 4 lader dig for første gang i seriens historie bygge og udvide små byer med overlevere, der kan gøre dit liv i ødemarken lettere. Som en miniput-udgave af The Sims skal du bygge et hjem til dine følgere, herunder sørge for mad, drikke og andre fornødenheder. Og det er et relativt avanceret system. Skal du bruge elektricitet til lys og maskindrevne forsvarsværker, kræves der først en generator og herefter kabler trukket ud til alle forskellige komponenter. Afgrøder skal plejes af dine indbyggere, ligesom forsvarsværkerne skal bemandes, hvis ikke du vil ønsker din lejr overrendt af tyveknægte, levende lig eller supermutanter.

Brug timevis på byer
Man kan hurtigt bruge timer på at bygge sine by, præcis som man ønsker den, og alene målt på muligheden for tilpasning er det overraskende vellykket. Desværre er der andre steder, hvor systemet godt kunne have brugt mere udvikling. Som ens by vokser bliver det hurtigt besværligt at holde styr på alle dens indbyggere, og hvad de reelt set laver, ligesom det virker ligegyldigt, hvordan du rent æstetisk former den. En maskinkanon i midten er byen er ligeså effektiv som ved indgangen; det er i sidste ende bare et tal, der giver x i defense, som skal passe med antallet af værdier i byen, og det er mere matematik end logik.

Den ikoniske Power Armor vender også tilbage, og det i en klart forbedret udgave. Nu er den ikke længere et punkt på din udstyrsliste, men en fysisk ting i ødemarken, som du går rundt i. Når du har rustningen på, føler du dig som en omvandrende tank; den er mægtig, men også sulten efter energi, og hvis batteriet går dødt, er der ikke mere "god-mode", til du har fundet et nyt. Og de er relativt sjældne. På den måde er power-rustningen i Fallout 4 blevet en spilmekanik, der skal bruges med omtanke, eksempelvis de gange, hvor man har virkelig svært ved at komme videre i en mission, og det fungerer rigtig godt.

Slutteligt kommer vi ikke uden om de mange bugs, der til stadighed plager Bethesda-rollespil. Omend det synes at være en smule bedre i Fallout 4, skal man stadig forvente et utal af mærkværdige situationer, hvor animationer spasser ud, man ryger gennem gulvet eller NPC'er ikke dukker op, hvor man troede de ville. Problemer, der vel at mærke kun bliver større, jo længere tid man lægger i sit save-game. Jeg har endnu ikke oplevet nogle spilødelæggende fejl, og det er et klart plus, men man tænker, om det er en umulighed for Bethesda nogensinde at producere et spil, hvor bug-listen ikke er alenlang allerede fra start.

I det store hele er Fallout 4 altså et skridt i den rigtige retning uden at være et kvantespring for serien. De nye spilsystemer er kærkomne tilføjelser, der bidrager til følelsen som overlever i den barske ødemark, men Bethesda har stadig meget at lære, hvad angår historiefortælling og engagementet heri, og som resultat er mange missioner i spillet, inklusiv hovedmissionen, relativt intetsigende. Til gengæld lever det højt sit spilunivers, der vanen tro er i en liga for sig.

Fallout-fans bør springe på med det samme, mens skeptikere af Bethesda-rollespil vil finde alle de samme fejl og mangler som i tidligere spil. Ødemarken ændrer sig åbenbart aldrig.

Læs også: Anmeldelse: Skæbnetimen for Destiny