"Vi opdagede og rapporterede 11 sikkerhedsproblemer af stor betydning."
Sådan er meldingen fra Googles Project Zero-sikkerhedsteam, efter at det har undersøgt Samsungs populære top-smartphone, Galaxy S6 Edge.
Project Zero skriver, at man ønskede at undersøge, hvordan sikkerheden var i en af de Android-telefoner, som Google ikke selv står bag - og at undersøge, hvor hurtigt sårbarhederne bliver lukket, efter de er afsløret.
"Vi valgte Samsung Galaxy S6 Edge, da det er en ny, high-end device med et højt antal brugere."
I en uge undersøgte sikkerhedsfolkene telefonen på kryds og tværs og fandt altså de 11 sårbarheder.
Her var der problemer
Google fremhæver selv sårbarheden CVE-2015-7888, der gør det muligt for hackere at afvikle en zip-fil på telefonen på en måde, så det rammer styresystemet.
En anden sårbarhed findes i Samsungs email-klient, hvor manglende krav af autentificering eksempelvis kan misbruges af hackere til at videresende brugernes emails til en anden konto.
Samtidig fandt Google tre sårbarheder i drivere på Galaxy S6 Edge.
"Vi rapporterede disse problemer til Samsung hurtigt efter, at vi havde opdaget dem," skriver Google og oplyser, at Samsung har svaret igen med, at otte af de 11 problemer blev løst med selskabets oktober-opdatering til telefonerne.
"Størstedelen af problemerne er løst, men tre vil dog ikke blive lappet før november," skriver Google og hæfter sig ved, at det heldigvis er tre af de mindre alvorlige sikkerhedshuller.
Konklusionen
Konklusionen fra Googles Project Zero lyder:
"En uges undersøgelser viste, at der er et antal svage punkter i Samsung Galaxy S6 Edge."
"I løbet af en uge fandt vi ialt 11 problemer med en alvorlig indflydelse på sikkerheden."
Project Zero roser dog samtidig Samsung for at have reageret relativt hurtigt.
"Størstedelen af hullerne blev lukket på den enhed, vi testede, via en OTA-opdatering indenfor 90 dage, mens tre mindre alvorlige huller endnu ikke er lukket."
"Det er lovende, at de mest alvorlige problemer blev løst og opdateret på enheden i løbet af en rimelig tidsramme."
Læs også:
Test: Samsung Galaxy S6 Edge er en Samsung-telefon, som faktisk er flot - og hurtig