Med det nye iOS 9-styresystem og den kommende iPad Pro er Apples iPad blevet et endnu mere relevant arbejdsredskab for mange virksomheder.
iOS 9 kommer med en række nye funktioner, der er rettet mod virksomhederne, og med en Pro-udgave af den populære tablet viser Apple også, at selskabet i stigende grad har fokus på det professionelle segment.
Læs også: Derfor bliver iOS 9 til iPhone og iPad noget helt særligt for virksomhederne
En tablet - om det så er en iPad eller et hvilket som helst andet produkt - bliver dog først og fremmest interessant i professionelle sammenhænge med de apps, den kan køre.
Her er kontorpakken med skriveprogram, regneprogram og præsentationsprogram naturligvis helt afgørende, og heldigvis bliver der stadig bedre kontor-software til ikke mindst Apples iPad.
Det er Office versus iWork
Vores kolleger på det amerikanske Infoworld har testet tre forskellige kontorpakker til Apples iPad.
Infoworld har konkret set nærmere på Apples iWork, Microsofts Office og Googles Apps til iOS.
I testen skriver Infoworld, at både Apples Pages, Numbers og Keynote og Microsofts Word, Excel og Powerpoint nu understøtter den 'split screen'-funktionalitet, Apple introducerede med iOS 9. Læs mere om iOS 9 her.
Det samme gælder ikke Google Apps, og Infoworld mener i det hele taget, at Google - efter at have været pioner med web-baserede apps - er faldet noget af på den.
I dag er situationen med Google Apps-pakken ifølge Infoworld:
"Den understøtter langt færre muligheder end både iWork og Office og er helt ærligt ikke et vildt godt valg til brug i virksomheden."
Konklusionen er, at man som virksomhed derfor som udgangspunkt godt kan udelade Google Apps som kontorpakke, hvis det er en iPad, der er tale om:
"Det bør være tydeligt, at valget står mellem iWork og Office. Men det behøver selvfølgelig ikke være et valg, eftersom iWork kommer sammen med din iPad, og det er sjældent, at virksomheder ikke stiller Office til rådighed for medarbejderne."
Læs også: Apples nye iPad Pro: Derfor bliver Microsofts Office nøglen til succes
I praksis vil de fleste dog alligevel være nødt til at træffe et valg om, hvorvidt det er Office eller iWork, der skal være virksomheds-standarden til regneark, tekstdokumenter og præsentationen til det næste salgsmøde.
Her er konklusionen
Her peger Infoworld ikke overraskende på, at Microsoft har en klar fordel, fordi Microsofts teknologier og løsninger i forvejen er så udbredte i de fleste virksomheder:
"Fordi Office til iPad i høj grad ser ud og fungerer som Office til Android, Office 2016 til Mac og Office 2016 til Windows, giver det rigtig meget mening for en 'Microsoft-virksomhed', at alle bruger Office alle vegne. Det reducerer efteruddannelsen og gør dokument-udvekslingen lidt lettere," skriver Infoworld.
Samtidig hæfter mediet sig dog ved iWorks stærke kompatibilitet med Office, og i det hele taget er Apples kontorpakke i dag også et solidt valg på iPad'en.
"Den gode nyhed er, at du faktisk ikke kan gå galt i byen med nogen af delene - eller begge dele."
Infoworld tildeler både Apple iWork og Microsoft Office til iOS en samlet karakter på 8,3.
Google Apps får karakteren 6,3.
Læs hele Infoworlds test her.
Læs også:
Apples nye iPad Pro: Derfor bliver Microsofts Office nøglen til succes
Microsofts nye Office-apps til Windows 10: Sådan fungerer softwaren
Google i frontalangreb på Microsofts Office: Vil kapre kunder med tilbud om gratis software
Derfor bliver iOS 9 til iPhone og iPad noget helt særligt for virksomhederne