Rigtigt mange Windows-brugere forsømmer at opdatere Apple-applikationer på deres computere.
Det betyder, at netop Apple-programmer hører blandt de mest udsatte på Windows-maskinerne, viser en ny stor sikkerhedsundersøgelse fra sikkerhedsselskabet Secunia.
Mange Windows-brugere enten har anvendt eller anvender i dag iPhone-telefoner.
Det har været medvirkende til, at de har installeret især iTunes og QuickTime på deres Windows-maskiner.
Problemet er så alvorligt, at Secunia faktisk placerer iTunes blandt de mest udsatte applikationer overhovedet på Windows-baserede computere.
Ifølge Secunia er helt op til 54 procent af QuickTime-installationerne på danske Windows-maskiner ikke seneste version, mens 46 procent af iTunes-installationerne på danske maskiner er ældre versioner.
Tallene er blevet indsamlet via den såkaldte Personal Software Inspector, der er installeret på omkring otte millioner computere og løbende tjekker, om installationerne på computerne er fuldt opdaterede eller ej.
Sikkerhedniveau falder markant
Software-leverandørerne udsender som bekendt med jævne mellemrum opdateringer til deres software, som primært består af løsninger på sikkerhedstrusler samt - i mindre målestok - nye funktionaliteter og forbedringer.
Manglende opdateringer fører derfor hurtigt til, at sikkerhedsniveauet falder ganske markant og at hackere og andre får betydeligt nemmere ved at trænge ind via de pågældende applikationer.
Der er således blevet fundet - og lappet -18 sikkerhedshuller i QuickTime alene i det seneste år.
Disse 18 huller står dermed fuldt åbne, hvis ikke QuickTime i løbet af denne periode er blevet opdateret.
Du kan læse mere om den store undersøgelse her: Ny undersøgelse udpeger de mest usikre programmer hos danske pc-brugere.