Et halvt år efter at han forlod jobbet som topchef i headset-producenten GN Netcom, er it-veteranen Niels Svenningsen tilbage og klar til at tørne ud som direktør for Norden og Baltikum hos Schneider Electric, der leverer intelligente energiløsninger.
I sit nye job får den 50-årige dansker titel som zone president og bliver samtidig en del af Schneider Electric-koncernens europæiske topledelse.
Valget af Niels Svenningsen vidner om, at Schneider Electric nu satser hårdt på at slå hul på markedet gennem især store kunder, som gennem tiden har udviklet sig til at være Niels Svenningsens speciale.
"Schneider Electrics holdning er, at nu skal der ske noget. Der skal være vækst i forretningen. Samtidig har man ansat folk rundt om i Europa, der har en profil, der minder lidt om min - både når det gælder erfaring med salg og it, og hvordan man får fat i større kunder," siger Niels Svenningsen til Computerworld.
Klimaudfordring
Schneider Electric er især fokuseret på intelligente produkter og løsninger til energioptimering, og Niels Svenningsen glæder sig til at skulle arbejde med teknologi på et nyt område.
"Jeg faldt for Schneider Electrics ambition om at levere løsninger, der kan reducere elforbruget og CO2-udslippet. Lige nu har jeg været i firmaet i otte timer, så jeg kender ikke vores produkter i detaljer, men strategien går i retning af løsninger som internet of things som en vigtig del af den grønne omstilling, hvor man styrer energiforbruget intelligent," siger han.
"Verden står overfor en stor klimaudfordring, hvor nye teknologier er en del af løsningen. De produkter, Schneider Electric har på vej, bliver i større og større omfang software-styret, og mon ikke vi om ti år vil se, at stort set alt indenfor energiløsninger vil fungere på samme måde, som vi kender det fra computer," siger han.
Udover sin fortid hos GN Netcom har den 50-årige dansker en solid baggrund i it-branchen med både danske og europæiske topjob hos Hitachi, Topnordic (nu Atea), HP, Compaq og IBM.
Læs også:
GN Netcom har ramt en guldåre: Er klar til at indtage verden
Gør det selv-IoT: Sådan bygger du et smartere hjem med billig hardware