Alle vil vælge en vinder. Men af og til er det taberen som har noget at fortælle os.
Spørg bare Japan.
Fra 70'erne og til de tidlige 90'ere var Japan den gode historie. I lighed med det tyske wirtschaftswunder, den hurtige økonomiske genopbygning af det gennembombede Vesttyskland efter anden verdenskrig, havde Japan sejret.
Så meget at Japan også var den bøhmand som man skræmte erhvervsledere og politikere med i historier og i bøger om den opgående sols land.
Lidt lige som når Kina i dag bruges som målestok til alt fra industriproduktion til kvaliteten af folkeskolen.
Toldmure og tekniske handelshindringer havde ikke stoppet japanerne. Tværtimod, de blev bare ved med at vinde markedsandele.
Fortjente markedsandele
Men det var fortjente markedsandele. For ingen historie illustrerer det bedre end den som Paul Ingrassia fortæller i bogen "Crash Course - The American Automobile Industry's Road from Glory to Disaster": For da de japanske konkurrenter i 1970'erne under politisk pres vil til at samle biler i USA, bliver det hilst velkommen af de amerikanske firmaer - ud fra en idé om, at deres kvalitet også vil falde, når deres egne uduelige amerikanske arbejdere skal samle Hondaer og Toyotaer.
Men sådan går det ikke helt, for japanerne havde ikke bare overlegen teknologi med - men også nye ideer om lean-produktion og kvalitet.
Derfor endte Japan med at ride hen over ur-industrien, elektronikindustrien og bilfabrikanterne fra både Europa og USA: Casio-ure, Toyota Corolla, Sonys Playstation og Walkman var overalt.
Altså lige indtil det stoppede. Og nu kommer softwaren kommer fra Silicon Valley, bilerne fra Korea og elektronikken fra Kina.
Det er her vi kan lære noget af Japans dårlige eksempel.
Galapagos-effekten ramte Japan
For mens Japans udfordringer er talrige, så kan starten til dem opsummeres i den såkaldte Galapagos-effekt. For Japans succes fik ikke virksomhederne til at tænke nyt. I stedet lukkede de sig om sig selv, satte kun japanere i ledelsen, fejrede fortidens successer, fokuserede på at forfine hardwaren - og lod så softwaren og brugeroplevelsen være en finurlig eftertanke. Eller en kilde til flammende frustration.
Bare tænk på hvor mange ældre familiemedlemmer som havde 00:00 blinkende på frontpanelet af deres VHS-maskine - et sikkert tegn på at selv uret i den ellers banebrydende videooptager var for besværligt at stille.
Uden ur, ingen timet optagelse. Uden timet optagelse, så ryger 80 procent af funktionaliteten i en videoafspiller.
Når du har grinet færdig over de dumme brugere, kan du så overveje hvordan din løsning klarer sig - uanset om det er en intern service eller et eksternt produkt.
Lukketheden for nye ideer har kostet Japan 20 år uden nævneværdig økonomisk vækst.
Den fejl behøver vi andre ikke at begå.