En ny type adware, der hedder eFast Browser, har set dagens lys.
eFast Browser er en aggressiv snyde-applikation, hvor reklamer vises, mens applikationen afvikles.
I stedet for at lede efter sikkerhedshuller i Google Chrome for at snige sig igennem til brugeren, forsøger koden i stedet at udskifte søgegigantens browser med sig selv.
Der er altså tale om adware, som forsøger at fjerne Chrome fra din maskine og i stedet udgiver sig for at være din Google-webbrowser.
Programmet erstatter alle genveje til Chrome med genveje til eFast Browseren og logoet, der skal klikkes på, ligner til forveksling det, som Googles designere har valgt til Chrome.
Når programmet er installeret på din maskine sender det pop-op-reklamer, placerer reklamer på din internet-vej og sender dig i retning af andre websider med endnu mere malware og reklame.
Ved at bruge de samme grafiske virkemidler som Chrome er det sandsynligt, at denne browser vil være i stand til at arbejde på computeren uden at blive bemærket.
Programmet kan korrumpere startsiden og søgemaskinen, installere værktøjslinjer, vise annoncer og iværksætte så mange irriterende aktiviteter, at det efter noget tid vil være umuligt ikke at lægge mærke til eksistensen.
Det skriver sikkerhedsfirmaet Malwarebytes.
Desuden associerer eFast Browser sig som standardprogram til et hav af filendelser som jpg, gif, pdf og html.
Når du åbner et foto, vil det altså åbnes i eFast Browser i stedet for dit normale fotogengivelsesprogram.
Nemt at få - nemt at fjerne
Browser-delen af eFast fungerer, som en browser skal.
På overfladen ligner det en Chrome-klon, men hvis du bruger den til at surfe med, bliver dine aktiviteter solgt til tredjepart, og du bliver overdænget med reklamer.
Bag eFast stå Clara Labs, der er et foretagende, som har udgivet flere 'browsere', som du helt sikkert ikke ønsker på din maskine.
De hedder blandt andet Bobrowser, Tortuga og Uniko og arbejder efter samme principper som eFast, altså ved at fodre ofret med reklamer.
Den irriterende adware kommer sammen med andre freeware-programmer, som du henter fra tvivlsomme kilder.
Det kan være sammen med en download-manager, PDF-programmer, medieafspillere eller spil.
Heldigvis er det også nemt at fjerne det irriterende program igen via kontrolpanelet i Windows eller ved at fjerne ikonet fra applikationsmappen på Mac.
Læs mere på PCRisk, hvor du også finder en guide til at fjerne programmet igen.
Læs også:
Din mobil angribes af nye aggressive reklamer
Lenovo går bodsgang efter Superfish: Giver et halvt års gratis antivirus til alle kunder
Microsoft klar med nye regler: Vil blokere for denne software