Artikel top billede

Staten helt blank på gevinsterne ved at give gratis data væk

Der venter mange millioner og muligvis milliarder af kroner i de offentlige, gratis datasæt. Efter fem års satsninger på at udbyde disse datasæt er der dog ingen, der ved, om det har været en god forretning.

For en håndfuld år siden gik jagten ind på at finde og udbyde offentlige data, som selskaber kan omsætte til apps og andre it-værktøjer.

Ideen er således såre simpel: Giv offentlige data fra CVR-registret, kortdata og andre datasæt væk, så private selskaber kan bygge løsninger, der kan tjenes penge på og sikre vækst i Danmark.

Vækstpotentialet i brugen af de offentlige data har lydt på alt fra 600 millioner kroner til flere milliarder klingende enkroner, efter EU har anslået, at værdien af offentlige data i hele Europa løber op i cirka 1.000 milliarder kroner.

Computerworld har efter fem års datajagt sat sig for at undersøge, om potentialet i brugen af de offentlige data så også er blevet indfriet. Men det er der ikke noget entydigt svar på.

Det skyldes dels, at ingen har et samlet overblik over mængden af de udbudte data, dels at ingen kan opstille et regnskab ud fra de løsninger, der er bygget og tjent på via de offentlige data.

"Vi kunne godt være bedre til at skabe et bedre tværgående overblik. Hvor meget vi har indfriet af potentialet ved vi faktisk ikke, for den slags er rasende svært at måle ude i virkeligheden," erkender kontorchef Carsten Ingerslev fra Erhvervsstyrelsen.

Fem millioner månedlige opslag

Trods uvisheden om det reelle indtjeningspotentiale understreger Carsten Ingerslev samtidig, at offentlige data bliver brugt i stor stil.

Data fra Erhvervsstyrelsens CVR-register blev for nogle få år siden frikøbt, og i dag er der cirka en million besøgende om måneden, der i gennemsnit foretager fem opslag per besøg. Det giver fem millioner opslag i CVR-registret om måneden.

Også frikøb af virksomhedernes regnskaber sidste år betegner Carsten Ingerslev som en succes.

I første halvår af 2014 blev 72.000 regnskaber downloadet, mens det tal efter frikøbet er røget op på 356.000 downloadede regnskaber.

"At vi groft sagt kan femdoble brugen af data er jo en snebold, der ruller. Samtidig er data med frikøbet blevet mere strukturerede og nemmere at bruge for udviklerne frem for de tidligere tiders indscannede PDF-filer," forklarer Carsten Ingerslev.

Vind 100.000 kroner på databrug

For at sætte turbo på den rullende data-snebold har Erhvervsstyrelsen i sidste uge skudt gang i en konkurrence for udnyttelsen af offentlige data, hvor præmien for bedste ide lyder på 100.000 kroner.

"Vi vil gerne vide og vise mere om mulighederne for at benytte offentlige data i it-værktøjerne. For vi er stadig på begyndelsen af en lang rejse," siger Carsten Ingerslev om konkurrence-initiativet, der går under navnet 'Challenges'.

Han peger på, at mange spændende applikationer i de seneste år er bygget på offentlige data, og hans egen favorit er Bisbase, som også er fremhævet som et forbillede i Challenges-konkurrencen.

Bisbase er et værktøj til blandt andet benchmark- og konkurrenceanalyser af ens virksomhed mod resten af markedet, der er bygget på eksempelvis regnskabsdata fra Erhvervsstyrelsen.

"Men vi skal jo også have mere gang i suppedasen. For offentlige data er langt mere end CVR- og regnskabsdata," runder Carsten Ingerslev af.

Læs også:
Sådan kan Danmark tjene milliarder på ubrugte data

Danmark sidder på milliardpotentiale i offentlige data

Danmark misser mulighed for at score data-milliarder




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere