Danskerne har efterhånden vænnet sig til, at dankortet brager ned et par gange om året.
Noget tyder dog på, at brageriet er kommet for at blive - og det er blevet værre.
I de seneste uger er der sket hele tre nedbrud, hvoraf to har fundet sted i den netop overståede weekend.
25. august var dankortet i tovene i op mod to timer på grund af en hardwarefejl hos Nets' dataleverandør, IBM.
Lørdag 5. september var den så gal igen. Denne gang ligeledes i to timers tid om aften - formentlig på grund af problemer med en database ligeledes hos IBM.
Nedbruddet søndag 6. september var knap så stort, da det periodevist "kun" ramte op mod 10 procent af dankort-brugerne i det ganske land på grund af netværksproblemer hos én ekstern leverandør.
Læs også: Det gør ondt i mit hjerte, når Dankortet fejler
Hvad sker der?
Susanne Brønnum, du er dansk landechef hos Nets. Hvornår får I sat en stopper for nedbruddene?
"Jeg vil ønske, at det allerede er sket. Vi gør alt, hvad vi kan for at sørge for en stabil drift, og generelt har vi en årlig oppetid på 99,95 procent. Men vi er meget bevidste om, at det har virkelig store konsekvenser for danskerne og butikkerne, når uheldet så er ude."
Dankortet har været nede flere gange i den seneste måned. Er det, hvad danskerne fremover kan forvente af oppetiden på dankortet?
"Nej, det skal ingen vænne sig til."
Hvorfor sker alle disse dankort-nedbrud lige oven i hinanden?
"Godt spørgsmål. Vi har oplevet forskellige fejl, der er uafhængige af hinanden. Det er utroligt uheldigt, selv om danskerne ikke kan bruge den forklaring til noget."
Butikkerne skal lære om nødsystem
Hvad har Nets konkret gjort for at stramme op på oppetiderne?
"Vi tager driften utroligt seriøst, og vi har strammet op på vores interne processer og procedurer. Derudover har vi sat ekstra overvågningsteam på vores systemer og har ekstra tilkaldevagter, hvis noget lignende skulle ske, så vi hurtigere kan få rettet op på et nedbrud."
"Flere af fejlene skyldes hardware-nedbrud, og der har vi skiftet de fejlramte komponenter ud og er begyndt at analysere, hvordan disse hardware-fejl kan opstå. Slutteligt skal vi være bedre til at kommunikere omkring nedbrud via sociale medier til danskerne og til butikkerne om at bruge deres nødssystem."
Hvor meget koster det for butikkerne at bruge disse nødsystemer, der giver mulighed for dankort-betalinger i offline-tilstand flere timer under et nedbrud?
"Det er gratis og integreret i deres nuværende systemer. De skal trykke på nogle knapper, og så kan de få gang i offline-systemet. Men vi skal hos Nets være klart bedre til at informere butikkerne om mulighederne for nødsystemet."
Har talt med store bogstaver
Nu skyldes flere af fejlene nedbrud hos jeres dataleverandør IBM. Hvordan holder I styr på jeres leverandører?
"Vi har daglig kontakt på ledelsesniveau med vores direkte leverandører om disse ting."
Har I også talt med store bogstaver over for IBM?
"Ja, men det har jeg ikke lyst til at uddybe. Det er en sag mellem IBM og os."
Får disse nedbrud økonomiske konsekvenser for IBM?
"Det er også en sag mellem IBM og os."
Er kapitalfondene ligeglade?
Umiddelbart er nedbruddene ikke stoppet, efter Nets i foråret 2014 blev købt af de amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital samt danske ATP. Er de ligeglade med, at der står en række aktører med Apple, Google og andre, der gerne vil overtage danskernes betaling?
"Nej, driften ligger vores ejere meget på sinde. På alle ledelsesmøder i Nets er driften det første punkt på dagsordenen, fordi vi ved, at hvis vi fejler på driften, får det store konsekvenser ude i samfundet."
"Hvor længe vil dankortet med dertilhørende nedetider overleve i sin nuværende form?
"Jeg kan ikke opstille garantier om, at vi ikke går ned igen en dag, men vi har som sagt strammet op på en hel række ting ovenpå nedbruddene, så jeg kan sagtens se dankortet overleve lang tid endnu."
Læs også:
Få overblikket: Her begår Nets alvorlige fejl med it-sikkerheden