Artikel top billede

Stor mangel: Danske virksomheder kommer snart til at mangle denne type it-folk

Danske virksomheder står på spring for at komme i gang med store projekter inden for data-analyse - ikke mindst drevet af data fra de sociale medier. Men der er et problem: Der er ikke folk nok.

Inden for ganske få år vil mange danske virksomheder begynde at opleve stor mangel på kompetent arbejdskraft inden for data-analyse.

Sådan lyder det fra Rambøll Management Consulting, der netop har offentliggjort den seneste og 20. udgave af selskabets store rapport "IT i praksis," der tager pulsen på it-brugen i dansk erhvervsliv.

Ifølge rapporten forventer de danske virksomheder for alvor at skrue op for deres fokus på avanceret dataanalyse inden for de kommende par år.

De står med andre ord på trapperne til at lancere store dataanalyse-baserede projekter, som skal være med til at redefinere forretningsmodeller, organisationer og andre ting.

Men der er et problem: Virksomhederne mangler nemlig kompetencer indenfor avanceret data-analyse, og det kan hurtigt blive en flaskehals, vurderer Rambøll Management Consulting.

"To tredjedele af virksomhederne har ikke adgang til de nødvendige kompetencer, når det gælder færdigheder inden for matematik, databehandling og visualisering, som er nødvendige for at få det fulde udbytte," siger Rambøll-direktør, Eivind Jørgensen, der står bag rapporten.

"Det er ikke en prangende situation i forhold til kompetencer, og det bør faktisk være et slags wake up-call til de danske virksomheder," siger han.

Data fra sociale medier

Behovet underbygges af, at de danske topchefer ifølge undersøgelsen for alvor er begyndt at have kig på de sociale medier som både indgangs-kanal til kunder og brugere samt som leverandør af data-grundlag til kunde- og bruger-analyse.

Ifølge undersøgelsen henter 13 procent af de største danske virksomheder i dag data fra de sociale medier. Men langt flere forventer snart at gå i gang.

Således forventer næsten halvdelen af virksomhederne, at de om to år vil hente data fra de sociale medier.

"Sociale medier er på vej til at blive helt centrale for virksomhederne, og det er noget, der fylder rigtigt meget. De ser de sociale medier som en strategisk platform i forhold til kommunikation til omverdenen," siger Eivind Jørgensen.

Styrken i de sociale medier er da også mange for virksomheden: Her kan komme i direkte og personlig kontakt med folk, man kan få 'gratis' viral eksponering, og man kan - ikke mindst - lære meget om kundernes vaner, købe-mønstre, vidensniveau, kontakter og meget andet.

Det er blandt andet noget, som giver muligheder indenfor CRM, hvor de nye CRM-systemer bliver bygget til at kigge ud og indsnuse data fra netop de sociale medier.

Det kan du læse mere om her: Derfor kommer dit CRM-system til at spille en afgørende rolle for din fremtid.

Det er normalt ikke it-afdelingen, der har fokus på sociale medier i virksomheden, men i stedet typisk marketing-afdelingen eller lignende.

Alligevel står it-afdelingen til at spille en væsentlig rolle i det snart voksende fokus på de sociale medier.

Det er nemlig it-folkene, der skal vide noget om eksempelvis it-sikkerhed, infrastruktur - og altså den vigtige data-analyse, hvordan man gør, hvad man skal bruge data til, hvad man er på jagt efter og hvordan det kan påvirke forretningen.

I dag er det høj grad sådan, at it-cheferne fuldstændigt overser den stærkt spirende interesse for de sociale medier blandt virksomhedernes topchefer, hvilket kan være medvirkende årsag til, at virksomhederne i dag ikke har særligt meget fokus på at udvikle kompetencer på området.

"Vi mangler specialister både herhjemme og i udlanget, og det er så alvorligt, at specialist-mangelen kan bremse hele data-eventyret," siger Mikael Munck, der er næstformand i branche-organisationen Dansk IT.

Han mener, at det går alt for langsomt med udklækningen af nye specialister fra uddannelserne, hvor det typisk tager fem-syv år at få uddannet en specialist.

Dansk IT ønsker øget optag på it-uddannelser - også selv om det ikke løser problemet nu og her, da efterspørgslen kan have ændret sig flere gange, når de netop optagne bliver færdige med deres uddannelser om fem-syv år.

Mikael Munck og Dansk IT peger derfor på, at den danske it-branche også må gribe i egen barm og komme i gang med at satse på efteruddannelse og opgradering af kompetencer i de folk, som i dag allerede arbejder med it, men hvis kompetencer måske er ved at blive uddaterede.

"Vi er simpelthen nødt til at efteruddanne og opgradere de folk, der i dag er tilgængelige Og så er der brug for rekruttering af flere udenlandske specialister," siger Mikael Munck.

Der mangler for tiden omkring 3.000 it-specialister alene i Danmark, hvor der især er mangel på 'tunge' folk som software-civilingeniører og dataloger.

Optaget er stigende. Du kan læse mere om sommerens optag på it-uddannelserne her: Helt sort: Vi mangler 3.000 it-folk og afviser kvalificerede folk på it-studierne.

Også brancheorganisationen IT-Branchen er bekymret over manglen på it-kompetencer i dansk erhvervsliv, der skriger efter flere it-hjerner og nye folk.

Organisationen er ikke mindst bekymret over det faldende antal it-studerende i Danmark.

Tal viser således, at antallet af studerende på de danske it-uddannelser er faldet med 594 personer - eller 10 procent - i forhold til sidste år.

Læs også:

Flere unge søger ind som dataloger og ingeniører - men det er langtfra nok.

Derfor kommer dit CRM-system til at spille en afgørende rolle for din fremtid




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere