Microsofts udrulning af Windows 10 går i den rigtige retning.
Over 75 millioner computere verden over har fået det nye styresystem, fortæller Yusuf Mehdi, Microsofts globale VP for marketing, på Twitter.
Windows 10 blev lanceret den 27. juli, og i den tid er Windows 10 blevet installeret i 192 forskellige lande verden over.
Det er næsten samtlige lande på kloden med få undtagelser. (Nordkorea har vel stadig sit eget system?).
Inden en computer opgraderes til Windows 10, bliver den gennemgået af Microsofts software for at sikre, at den kan opgraderes uden problemer.
Det har givet nogle lidt interessante informationsbidder. Blandt andet fortæller Yusuf Mehdi, at Windows 10 er blevet installeret på enheder, som blev produceret helt tilbage i 2007 - altså 8-9 år gamle computere.
Du kan læse vores anmeldelse af Windows 10 her: Vi har testet den endelige version af Windows 10: Her er vores dom
Cortana fortæller jokes som aldrig før
Ligeledes er Windows 10 blevet installeret på over 90.000 unikke PC- eller tablet-modeller, og der er allerede blevet streamet spil, hvad der svarer til 112 år, igennem Xbox-appen fra en Xbox One.
Også Cortana bliver brugt i stor stil.
Imens vi her i Danmnark endnu ikke kan snakke til vores computere - i hvert fald ikke til Cortana - så kan britterne, amerikanerne, spanierne og franskmænd bruge Microsofts digitale assistent. Og spørger man Cortana, om hun kender en joke, så fortæller hun også en.
Det har hun gjort over en halv million gange.
Ligeledes ser det ud til, at der er kommet lidt mere vind i sejlene i Windows Store, som i Windows 8/8.1 ikke havde hverken det store udbud eller den store interesse fra brugerne.
I hvert fald har Windows Store i Windows 10 set en seksfoldig stigning i antal downloads siden lanceringsdatoen.
Læs også:
Efter næsten fire uger: Så meget fylder Windows 10 på markedet
Windows 10 stormer frem - men Edge-browseren kan slet ikke følge med