Artikel top billede

Danske forbrugere slår e-handelsrekorden - firmaerne hænger alvorligt i bremsen

Klumme: Danmark slår e-handels-rekorder. Men desværre kun på forbrugersiden, for de danske virksomheder hænger i bremsen. Se her, hvor kæden hopper af for dem.

FDIH har fremskrevet danskernes samle indkøb på nettet til 90 milliarder kroner for hele 2015.

Det betyder, at antallet af handler er steget med 24 procent fra 2014. De danske forbrugere har med andre ord i den grad taget onlinehandlen til sig.

Holder FDIH's prognose, vil en fjerdedel af danskernes forbrug foregå over nettet. Det er en rekord.

Det burde vel være rigelig grund til række armene over hovedet og juble? Ikke rigtigt.

10 nøgletal

Når de flotte tal for danskerne indkøb på nettet ikke giver grund til begejstring, skyldes det, at de store ryk blandt forbrugerne beklageligvis ikke på samme måde er slået igennem hos virksomhederne.

Og dermed - hvilket er ekstra bekymrende - ikke er ensbetydende med, at danske virksomheder udnytter mulighederne.

Tværtimod.

Lad os se på forskellige nøgletal indhentet fra henholdsvis FDIH, Eurostat og YouGov sammen med Avensia.

Af Eurostats rapport med tal fra 2013, der blev offentliggjort 24. juni i år, fremgår det at:

• 78 procent af de danske virksomheder havde foretaget køb online.
• Kun 28 procent havde solgt online.

Dette tal understøttes af FDIH's opgørelse fra 2014, hvor det fremgår, at de danske forbrugere:

• Sendte 17 milliarder kroner til udenlandske online-butikker.
• Det svarer til 23,6 procent af det samlede forbrug.

Omnichannel er en mangelvare

For at understrege alvoren afslører samme rapport at:

• 34 procent af online-shopperne har fravalgt en butik, fordi den ikke haren omnichannel-løsning - altså mulighed for at handle på flere platforme (smartphone, tablet, pc og så videre).

Forbrugerne bruger i stigende grad smartphones og tablets.

De virksomheder, der ikke har responsive løsninger, bliver fravalgt.

Kunderne forsvinder i irritation og vælger i stedet de mange alternativer, som et globalt marked flyder over med.

Også på dansk.

Det står slemt til i Danmark

Men hvor slemt står det til med de danske omnichannel-løsninger?

Svaret er: Meget slemt.

I en undersøgelse, som Avensia har udarbejdet sammen med YouGov i de skandinaviske lande, er de 30 største detailbutikker i hvert land blevet undersøgt i forhold til brug og parathed til omnichannel.

Ud af de 30 danske detailbutikker var:

• 1 (EN!) omnichannel-parat.
• 18 på vej til at blive klar.
• Hele 11 får stemplet "omnichannel-bagud."

Til sammenligning var tallene for detailbutikkerne i Sverige:
• To er omnichannel-parat.
• Syv er "omnichannel-bagud."

Forskellen synes måske ikke af alverden.

Men sammenholdt med det nedslående faktum, at blot 28 procent af de danske virksomheder har solgt noget online, er det en klar indikation af, at der er et forretningskritisk tog, der er ved at forlade perronen.

Og dansk erhvervsliv har ikke engang købt en billet endnu.

Det er ikke bare tid til at sadle om.

Det er tværtimod tid til at skifte hesten ud med noget mere tidssvarende, der kan matche udviklingen på et globalt marked, som ikke venter på nogen.