Vi deler som aldrig før. Morgenbolleopskrifter, Lars Løkkes panoramohistorier og Helle Thorning-Schmidts selfieditto, den personlige 5K PR rundt i Fælledparken og andre af hverdagens store og - nok mest - små ting.
Men deling er meget mere end det, for der er for alvor ved at gå økonomi i delingen. Det handler om forretning - ikke om sociale medier. Jo før virksomheder indser det, jo bedre.
Og det er ikke kun specifikke brancher, der bliver ramt. Det er alle virksomheder i alle brancher, der skal kigge op fra arkivskabet og få taget temperaturen.
For det kan kun blive pokkers hedt i virksomhederne, der ikke kan klare transformationen mod deleøkonomien.
Hilton blev ramt
Vi har allerede set det med Hilton, der brugte 100 år på at kunne tilbyde 650.000 værelser, hvor Airbnb gjorde det på sølle syv år. Oven i det er Airbnb's markedsværdi braget forbi gamle stive Hilton - som det også er tilfældet med antal bookinger i døgnet. Uden at eje et eneste hotel.
Vi har også i den grad set det med Uber, som har skabt en sådan en panik i taxibranchen herhjemme, at selv Søren Pape Poulsens handlinger og budskaber her tæt på valgaftenen virker velovervejede og gennemarbejdede.
Finanssektoren står for tur
Og nu er turen kommet til finanssektoren.
Google, Facebook og Apple er nemlig på vej til at udvide deres territorium med banklicenser.
Mon ikke der er et par danske banker, der skal i gang med at tænke hurtigt, for de nævnte giganter har immervæk en vis erfaring med at trække brugere til. En undersøgelse har vist, at 43 procent af Apples kunder ville skifte bank, hvis - eller rettere når - Apple etablerer en bank. Av for den!
What to do?
Hvad skal de danske virksomheder og politikere egentligt stille op? Har vi en overhovedet en chance?
Det første skridt bør være at læse Jesper Bove-Nielsens "Den nye deleøkonomi - digitale strategier i adgangssamfundet".
Her vil virksomhedernes chefer og andre godtfolk samt politikerne nemlig opleve en fin og grundig gennemgang af den nye deleøkonomis tendenser i det store udland. En øjenåbner, kan man måske gå så langt at sige ...
Der er derudover en god håndfuld relevante og sjove eksempler, hvor ikke alle er så dystre som de ovenfor nævnte.
Der er oveni købet et par danske virksomheder, som har forstået at gribe momentet og agere og interagere. Det er sket ved enten at udnytte og mobilisere de latente overskudsressourcer (herunder blandt andet biler, lejligheder, værktøj) eller skabe ikke-knappe ressourcer via digitalisering (for ekseksempel musik og film).
Enhver lean-eksperts våde drøm, som Bove-Nielsen skriver. "Den ultimative kapacitetsudnyttelse".
Har I nok ideer?
Bove-Nielsen slutter hvert kapitel af med spørgsmål til eftertanke. For eksempel "Har vi [din virksomhed] modet til at lave større strategiske satsninger?" og "Har vi [din virksomhed] ideer nok?"
De fleste virksomheder vil nok svare tøvende og lettere rystede på mange af spørgsmålene, og det er netop forfatterens mission: At få de danske virksomheder og politikere til at indse, at vi skal turde forandre sig.
For her har vi noget, der har potentiale til at totaltransformere industrier og brancher globalt.