HTC One (M9) er HTC's nyeste flagskibstelefon, der netop er blevet lanceret på Mobile World Congres i Barcelona. En 5 tommers Android-telefon med flot design.
Telefonen er i helstøbt metal, og ifølge HTC er der 70 skridt i processen før kabinettet er klar til montering.
Flot er det i hvert fald - den prøvede model var i sølv/guld, og det så flot ud uden at guld-farven bliver for meget.
M9 kommer også i en udgaver som er "gunpowder metal" og i guld/guld.
Telefonen minder rigtig meget om de to foregående års modeller. Designet er blot forfinet - i vores øjne til det bedre - så hvis du allerede var stor fan af designet på de to første One-telefoner, så er den nye sikkert også en sag for dig.
Vores første indtryk var dog, at den ligger dog en lille smule ringere i hånden end M8, men det kommer nok an på ens hænder.
Du kan se en række billeder af telefonen nederst i artiklen.
Flot, tilpas skærm
Skærmen på One M9 er en 5 tommer Fulld HD med en 1.080 x 1.920 opløsning, og det er absolut godkendt.
Lidt overraskende har HTC ikke taget skridtet mod den høje opløsning, som man finder på for eksempel Note 4 eller LG G3, som begge kommer med skærme med 2.560 x 1.440 pixels opløsning.
Men selvom Note 4 og LG G3 har utrolig flotte skærme, giver det bare ikke nær så meget på en så lille skærm, som det ville gøre på en tablet, computerskærm eller fjernsyn.
Derudover trækker en skærm med høj opløsning også langt mere batteriet. Vi nåede dog kun at have HTC One (M9) i hænderne i cirka to timer, så det er endnu uvist, hvor lang batterilevetid telefonen har.
Ultrapixels til Selfies
M9 kommer med 20 megapixel hovedkamera, som er beskyttet af safirglas.
Vi eventen hvor Computerworld fik lov til at prøve HTC One måtte vi ikke billeder taget med kameraet med hjem - ligesom vi ikke måtte anvende benchmarks, da softwaren ikke var helt færdig på de testede enheder - men under alle omstændigheder kameraet udmærket, selvom vi fandt en smule støj på billeder i dagslys. Så kamerafokuserede smartphone-købere skal lige se sig for inden de kaster sig over den seneste One-telefon.
Desuden har M9 "bare" en enkel linse, og ikke det samme "duo"-system, som M8 havde, der efterfølgende kunne ændre fokus i dine billeder. Det er lidt synd, for det var en fed funktion.
På frontkameraet har HTC placeret det kamera med de fire "ultrapixels", som tidligere var at finde som hovedkamera i HTC One.
Kameraet fik dengang kritik for den lave opløsning, men fik samtidig ros for, at det var god til at fange lyset i mørke omgivelser.
Derfor har HTC nu sat "ultrapixel"-kameraet på fronten. Frontkameraer bruges 99,999 procent af gangene til selfies, som ikke er så afhængig af høje opløsninger.
Til gengæld gør et godt lysindtag en forskel, så det bliver spændende at se, hvordan kameraet - og selfiekameraet kommer til at være, når vi i første del af marts får HTC One (M9) til test.
Telefonen kommer til salg den 31. marts. Prisen er endnu ukendt.
Læs også: Nu begynder verdens største mobilmesse: Her er hoved-overskrifterne