ComputerViews: Er der en ting, som verdens største teknologimesse, CES 2015, har vist, er det, at Linux er alle vegne - bare ikke på pc'erne.
Teknologi-branchen har nemlig for alvor fået øjnene op for Linux og open source-systemets mange muligheder.
De ligger ikke som styresystem på pc'erne, hvor markedsandelen har ligget ret stabilt på et meget lille niveau i mange år - nemlig på under halvanden procent. Du kan følge med i de seneste globale tal her.
Du kan læse om Linux som klassisk styresystem på din pc her: Derfor er Linux død som en sild på din pc.
Teknologi-udviklingen på CES viser dog, at Linux finder andre veje i takt med, at antallet form faktorer er begyndt at udvikle sig meget hastigt.
Mens Linux ikke ser ud til nogensinde at kunne blive en succes på pc'erne, har styresystemet fundet sin vej med stor bravur ind på andre områder.
Lille computer
Eksempelvis deltog Intel med selskabets såkaldte 'Compute Stick,' der vil blive leveret i versioner med både Windows og Linux.
'Compute Stick' er en lillebitte computer, der fysisk minder om en usb-stick eller en dongle, men er egentlig en komplet x86-computer, der kan kobles til et fjernsyn eller en skærm via HDMI-porten.
Ubuntu-versionen af 'Compute Stick' bliver noget billigere end Windows-versionen og får knap så mange hestekræfter.
Også andre teknologi-producenter er klar med lignende løsninger - ikke mindst de kinesiske, der har et godt øje til det gratis Linux.
Masser af Linux
På CES 2015 blev der - som det har været tilfældet i nogle år - præsenteret en del Chromebooks, der som bekendt kører på Linux-baserede Chrome OS.
Linux er også begyndt at finde vej ind i vores fjernsyns-apparater, der bliver mere og mere intelligente og it-tunge, hvilket betyder, at de har brug for blive udstyret med et styresystem.
Samsung tager springet og vil fremover producere alle sine fjernsyn med selskabets eget Linux-baserede styresystem Tizen.
Det kan du se her: Samsung dropper Android på alle fjernsyn - alle fremtidige smart tv'er skal bygges med nyt styresystem.
Panasonic's avancerede fjernsyn kører til gengæld på Mozilla Firefox OS, mens spilkonsollen Forge fra Razer kører på Linux.
Det samme gør LG's smartwatch, der kører på Linux-systemet Openweb OS.
Hertil kommer selvfølgelig det meget store antal Android-baserede enheder - smartphones, tablet-computere og fjernsyn - der alle er baseret på Linux.
Internet of Things
CES 2015 viser ganske tydeligt, at vi er hastigt på vej mod 'Internet of things' - altså en verden, hvor alle mulige redskaber, sensorer, genstande og apparater bliver koblet på internettet.
'Internet of Things' står til at blive en regulær katapult for yderligere udbredelse af Linux, da mange producenter vil være interesserede i et gratis og velafprøvet styresystem, som relativt nemt kan tweakes til den ønskede funktion.
At producenterne i dag har kig på Linux til dette formål understreges måske af, at Microsoft er i fuld gang med at arbejde på en særlig version af Windows til 'Internet of Things,' som bliver gratis.
Også Googles selvkørende biler kører i øvrigt på Ubuntu Linux, ligesom langt størstedelen af verdens kraftigste supercomputere kører på Linux.
Stor på servere
På server-siden har Linux i årevis været en kæmpesucces. I dag regner man med, at op mod hver femte server i verden kører på Linux.
Microsoft meldte således for nogle måneder siden ud, at selskabet 'elsker Linux' og at selskabet - der engang udgjorde det store fjendebillede for Linux-verdenen - nu vil indlemme Linux-løsninger i stor stil i produkt-porteføljen.
Det kan du læse mere om her: Microsoft: Vi elsker Linux - indlemmer Linux i stor stil.
Omkring 20 procent af workloads'ene i Microsofts helt vitale Azure-miljø er i dag baseret på Linux via distributioner som CoreOS, Ubuntu, CentOS, OpenSuse og Oracle Linux.
Linux-stifter Linus Torvalds sagde på LinuxCon-konferencen i sommer, at han stadig har som mål at få Linux til at sejre på desktoppen, og at han tror, at det nok skal lykkes.
Det er der imidlertid ikke meget, der tyder på.
Til gengæld har Linux forlængst fået bidt sig solidt fast i markedet for servere, smartphones og tablet-computere med smartphones-verdenens mest udbredte styresystem, Linux-baserede Android.
Og noget kunne alrtså tyde på, at næste bølge kommer til at finde sted indenfor de avancerede fjernsyn samt inde for sensorer og små apparater, der kobles sammen i 'Internet of Things.'
Hvor ser du Linux fremtid? Giv dit besyv med i debatfeltet herunder.
Læs også:
Ny Firefox til wearables på vej: Tager kampen op med Google, Microsoft og Apple.
[b]Linux-administrator: Her er mine daglige sikkerhedsudfordringer.
Otte vigtige software-tendenser for din virksomhed: Her er otte trends for enterprise software
Open source er ikke så sikkert som du tror: Derfor skal du ikke lægge backup på din NAS-server
[/b]Tidligere magtfuld dansk it-forening ligger rallende på dødslejet
Hackerne kommer - og du kan (næsten) intet gøre