Teleselskabet Telenor har valgt at lukke sin mail- og hjemmesidetjeneste til upload af flade HTML-hjemmesider.
Det betyder, at omkring 120.000 nuværende og tidligere kunder skal til at flytte fra en Telenor-mailadresse til en anden webmail.
Lukningen skyldes ifølge selskabets hjemmeside, at tjenesterne ikke længere har den kvalitet, som man ønsker at tilbyde sine kunder.
"Vi har som bekendt haft en del problemer med vores mail-services, der er ret utidssvarende," fortæller Telenors kundedirektør Jesper Hansen til Computerworld og fortsætter:
"I den sammenhæng har vi simpelthen stået over for valget, om vi skulle foretage nye investeringer og konkurrere mod selskaber som Microsoft og Google eller helt lukke ned. På den baggrund har vi så valgt at lukke for mailservices," siger han.
Find ny mail-adresse
Jesper Hansen forklarer, at de omkring 120.000 Telenor-mailbrugere snart skal ud at finde nye mailadresser.
Det skyldes, at brugernes nuværende Telenor-, Tiscali-, Cybercity- eller anden Telenor-mailadresse vil blive lukket og slukket for evigt over de kommende måneder frem mod juli.
Kundedirektøren bedyrer, at lukningen er en overvejelse om investeringer snarere end en besparelse på mailserver-driften for de gratis mail-adresser, der er blevet udstedt fra diverse Telenor-selskaber gennem årene.
"Vi har selvfølgelig mail-servere kørende, men jeg regner faktisk med, at lukningen af mailadresserne i første omgang ikke giver en besparelse, da vi vil have ekstra travlt, når kunderne ringer ind og skal have hjælp til at oprette nye webmails," siger han.
20 år gamle adresser
De første af Telenors mail-adresser daterer sig tilbage til Cybercity-tiden i midt-90'erne da de blev stanget ud som en værdiforøgelse til de traditionelle modemforbindelser, som kunderne købte.
I alt findes der over en million Telenor-mailadresser, men selskabet har observeret brugen over tre måneders tid og kunne konstatere, at det kun var godt 10 procent, der rent faktisk loggede ind.
Ud af de 10 procent, svarende til 120.000 mailadresser, er kun omkring halvdelen nuværende Telenor-kunder, mens resten i mellemtiden har fundet andre teleselskaber.
Kan godt forstå kundernes irritation
Til sommer er det så helt slut med at tjekke mail i Telenor-regi.
"Indtil videre har vi informeret 5.000 brugere, og her henviser vi til hjælp på både vores hjemmeside og ved at ringe til kundeservice for at blive guidet igennem oprettelsen af en ny mailadresse," fortæller Jesper Hansen.
Forstår irritation
Folk har jo haft deres mail-adresser i 5, 10 eller 20 år, fordi de har spredt mailadresserne ud til venner, familie og bekendte. Kan du forstå, hvis de bliver irriterede over at skulle til at skifte mail-adresse nu?
"Ja, helt sikkert, det ville jeg også blive. Forhåbentligt ender det dog med, at de føler sig hjulpet igennem vores hjemmeside eller kundeservice og får et bedre produkt andre steder."
Helt specifikt anbefaler Telenor i denne sammenhæng, at de nuværende kunder hopper over på enten Microsofts Outlook.com (tidligere Hotmail) eller Googles Gmail.
"Vi har gratis tilbudt en mailservice på 40 megabyte, som der ikke bliver investeret nok i, mens de andre har investeret milliarder af kroner på at give fem gigabyte på deres mail-services. Så vores kunder skal forhåbentligt nok blive glade for deres nye mail-services i sidste ende," siger Jesper Hansen.
Når Telenors mailbrugere får en informationsmail om lukningen, har de tre måneder til at finde en ny mailudbyder og -adresse.
Læs også:
60.000 danske mail-kunder i sort
Mail-system i sort hos stor dansk operatør - massevis af danskere ramt