"Vi ønsker et langt mere fleksibelt it-system. Vi ønsker at kunne tage nye, løst koblede systemer i brug og at fase gamle ud væsentligt hurtigere og nemmere."
Sådan beskriver it-chef Christian Maarssø fra virksomheden DELTA baggrunden for en ny it-strategi, der blandt andet betyder et skridt væk fra den klassiske ERP-løsning i form af
Microsofts Dynamics AX 2009 og nærmere et mere løst koblet it-system.
"Vi har i dag en helt traditionel ERP-løsning, der indeholder elementer som rejseafregning, tidsregistrering, bogføring og så videre. Men i en virksomhed som DELTA, hvor der er god fart på forandringerne, synes jeg, at det er svært at understøtte forretningens behov for agilitet og løbende tilpasninger. Det kan godt være vanskeligt med sådan en større ERP-løsning."
It-chefen har derfor sammen med en ekstern rådgiver - Lars Frahm, der er tidligere CIO i Coop - lagt en ny it-strategi.
"En strategi for, hvordan man i bund og grund både kan have plads til et ERP-system og samtidig også har mulighed for at få noget dynamik ind i systemet," fortæller Christian Maarssø.
"Nu prøver vi at opløse vores ERP i nogle mindre elementer, som så bliver væsentligt løsere koblet, end de er i dag."
Får flere løsninger at vælge imellem
DELTA arbejder med højteknologisk produktudvikling. Der er knap 300 medarbejdere i virksomheden fordelt på Danmark, Sverige og England, og der er 10 medarbejdere i it-afdelingen.
Christian Maarssø nævner som et eksempel på den nye strategi, at hvor tidsregistrering typisk er bundet ret hårdt op til ERP-systemet, så kan det nu lade sig gøre at vælge et andet system, der håndterer tidsregistreringen.
"Og så kan man udveksle nogle simple filer efterfølgende," forklarer han.
"Jeg vil gerne være fri for, at man er tvunget til at vælge imellem nogle ganske få muligheder, fordi det hele skal kobles til vore Axapta. Hvis jeg kan få lov til at køre det meget mere løst koblet, kan jeg vælge netop det, der er det bedste for os i de konkrete elementer såsom rejseafregning og tidsregistrering."
"Så får jeg et godt brugerinterface, eller noget der virker hurtigt - eller hvad der nu er den vigtigste parameter. DELTA får langt mere at vælge imellem på den her måde," siger Christian Maarssø.
Er der ikke en risiko for, at I mister sammenhængen i jeres system-portefølje?
"Der er bestemt en risiko i det, og man må også erkende, at vores BI kommer til at spille en meget central rolle i det her - for der skal være et sted, hvor man skal kunne binde tingene sammen, og der har vi valgt at satse på BI."
Her er gevinsterne
Christian Maarssø tilføjer, at det typisk er meget vanskeligt at opgradere en tung ERP-løsning, fordi det både tager lang tid og er et projekt med en høj risiko.
Med den nye strategi bliver det mere overskueligt at opgradere.
"I og med at vi kan få slanket det, gør det også, at selve opgraderingen af økonomisystemet bliver en mindre øvelse, og at vi ikke behøver at opgradere alle vores elementer samtidig."
Samtidig indebærer strategien om at vælge mere løst koblede it-løsninger et øget fokus på cloud-løsninger for DELTA.
"De her ting vil typisk køre igennem cloud-services, som vi formentlig køber uden for huset. Så cloud-services er strategien i forhold til at slanke ERP."
Hvad er gevinsterne ved den strategi?
"Det er helt klart, at man kan få langt mere moderne produkter ind. Det kan være vanskeligt at få mobile interfaces til at fungere til ERP-løsninger, hvorimod leverandørerne nærmest er tvunget til at have det parat, hvis man vælger cloud-løsninger."
Christian Maarssø forventer, at strategien med flere løst koblede it-løsninger og flere cloud-services vil blive endnu mere fremtrædende fremover hos DELTA.
"Teknologisk set er der lige nu en grænse for, hvor meget man kan flytte ud i cloud'en. Man får et miks, og det er så derfor, man skal have en god sourcing-strategi for at kunne vælge, hvor man placerer hvad. Men ellers ser jeg ikke nogen grænser," fortæller it-chefen.
Læs også: