Danske it-virksomheder er flittige i brugen af freelancere, og tendensen ser ud til at være tiltagende i år.
Det fortæller virksomheden Elance, som er en formidlingsportal mellem freelancere og arbejdsgivere. Der er tilknyttet cirka 2,5 millioner freelancere og 500.000 virksomheder verden over.
Sammenligner man perioden januar til september i år med samme periode sidste år, er der sket en stigning på 31 procent i 2013 i antallet af job til frie agenter.
"Vi ser, at flere og flere virksomheder omsadler til nye organisationsformer, hvor faste stillinger erstattes af freelancere. Virksomhederne bliver stadig mere projektorienterede og fokuserer på at blive mindre i kernen og stærkere i netværket," siger Steffen Hedebrandt fra Elance, der er chef for Norden.
Danske virksomheder har udbudt cirka 2.000 it-relaterede jobs via Elance i perioden på ni måneder, og det er programmering, der scorer højest på listen.
Desuden er admin og support samt design og multimedie populære udliciteringsopgaver.
Freelance-konceptet giver da også god mening i it-branchen.
"Cloud working giver virksomhederne mulighed for at få løst opgaver af freelancere, som besidder præcis de efterspurgte kompetencer og arbejder med den nyeste teknologi, samtidig med at arbejdskraften er billigere og mere fleksibel," siger han.
Det er i øvrigt primært i hovedstadsområdet, at virksomhederne anvender freelancere.
Top 10
Har du styr på PHP eller HTML, er der måske banet vej for flere freelance-jobs til dig.
Det er nemlig topscorerne på Elance-opgaveliste.
Men der er også andre muligheder.
"Opgaver som grafisk design, kodning, artikelskrivning og content writing stormer frem blandt danske virksomheder, hvilket tyder på, at især bureaubranchen benytter sig af den talentpulje, der er til rådighed."
Hele top 10 for Danmark er således ud:
1 PHP
2 HTML
3 Grafisk design
4 Adobe Photoshop
5 MySQL-administration
6 Admin-assistent
7 WordPress
8 Indtastning af data (Data Entry)
9 Artikelskrivning
10 Skrivning af indhold
Læs også:
Top-kandidat ude af kapløbet som topchef for Microsoft