Artikel top billede

Test: Surface Pro 2 er noget helt specielt

Vi har testet Microsofts bud på fremtidens computer: Surface Pro 2. Se om Microsofts forbedrede kraftige tablet-bærbare er pengene værd.

Allerede tid til Surface Pro 2

Surface Pro 2 er Microsofts bud på fremtidens computer: Det er ikke en tablet og heller ikke en bærbar computer - men en hybrid et sted imellem.

Den slags hybridmaskiner har vi set før. HP prøvede sig med tc1000 tilbage i 2003, men fraværet af en ordentlig strømbesparende x86-processor og et touch-orienteret styresystem gjorde reelt set den slags maskiner ubrugelige.

Men siden er det gået stærkt inden for processor- og batteriteknologi. Rigtigt stærkt faktisk. Så stærkt at vi med en enkelt generation af processorer fra Intel nu kan få mere end 50 procent længere batterilevetid i ellers næsten identiske maskiner.

Og hvis der var nogen, som havde behov for det, så var det Microsofts originale Surface Pro, som blev lanceret for under et år siden. Vi testede den i juni 2013 og kunne konstatere, at den med sin Intel i5 processor, sit SSD-drev og sit Windows 8 styresystem var kraftigere end de fleste bærbare på markedet - imponerende når enheden vejer lige under 910 gram uden tastatur.

Skidt batterilevetid på oprindelig model

Knapt så imponerende var batterilevetiden. Vi har brugt den som bærbar computer siden juni, og kun med varsomt brug kan den originale Surface Pro klemme sig over 4 timer. Et godt resultat - i 2003. Men et mildest talt ringe resultat for en bærbar enhed i 2013.

Efter nogle måneder med den originale Surface Pro som den primære bærbare computer er der også et par andre forbehold: Den indbyggede kick-stand, som kan foldes ud, så Surface kan stå, er for stejl og giver dermed en mærkelig arbejdsstilling. Samtidig var type cover ret godt, men også ret støjende og kunne tydeligt høres, når man for eksempel skrev noter under møder.

Og så var der prisen på 7.499 kroner for 128 gigabyte versionen af den oprindelige Surface Pro. Uden tastatur, som hurtigt lagde 1.000 kroner oveni. Det var, og er stadig, meget for en maskine, som befinder sig i grænselandet mellem tablet og bærbar.

Surface Pro 2 er fuld af gode nyheder

Den gode nyhed er, at Microsoft har taget folks feedback alvorligt med Surface Pro 2.

Først og fremmest leveres Pro 2 nu med en Intel i5 4200U processor fra Intels nyeste Haswell-familie. Og den opgradering alene har øget Surface Pro 2's anvendelighed ved at forlænge den typiske batterilevetid fra under 4 timer til lidt over 7 timer i vores typiske brug (surfe, mail, Wi-Fi til, skærmbelysning på 65%).

Der er stadig et stykke op til de bedste ultrabooks, som rutinemæssigt er over 8-9 timer. Men på den anden side er vægten på Surface Pro 2 fortsat under 1 kilo, og der er stadig en pris at betale for den lave vægt i form af batteristørrelsen.

I det lys er 7 timer rimeligt, specielt når man tager højde for, at maskinen er udstyret med en cpu-løsning, som er kraftig nok til at spille World of Tanks i en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels uden problemer. Og den håndterer desuden både Adobe Photoshop og Lightroom med de store billeder i RAW-format, vi har kastet efter den i testperioden.

Bedre styr på ergonomien

Med batteriproblemet løst har Microsofts ingeniører kastet sig over ergonomien i Surface Pro 2 (og Surface 2 med Windows RT).

De oprindelige Surface-modeller adskiller sig fra mange andre tablets og hybrid-modeller ved at have en indbygget rygstøtte. Med den vippet ud kan Surface-modellerne stå på et bord.

Udfordringen for den første generation var imidlertid, at rygstøtten kun kunne vippes til én position, og at modellen fortsat stod meget op - hvilket gjorde det svært at bruge Surface Pro med tastatur på skødet, eller hvis den skal vinkles korrekt på bordet.

Surface Pro 2's indbyggede rygstøtte har derfor fået indbygget et ekstra knæk, så enheden kan lænes mere bagover, og sammen med de nye mere stive tastaturer giver det en bedre position, når du for eksempel arbejder med maskinen i skødet. Det er dog fortsat ikke en egentlig laptop, så har du ofte din maskine hvilende på lårene, er en traditionel og mere stiv laptop nok et bedre bud.

En anden ting, som er forbedret, er volumen på højttalerne og i høretelefonerne. Ved den første version af Surface Pro havde jeg svært ved at høre dialogen i tale-film i en flykabine selv med høretelefoner på, men i 2'eren er volumen noget højere både med og uden høretelefoner på.

Skidt strømstik, fed skærm

Til gengæld er det magnetiske strømstik stadig noget bras. Ideen er god nok og kendt fra Apples bærbare: I stedet for et stik, som sidder inde i maskinen og risikerer at knække af ved fald/slid, så sidder det magnetiske stik bare på ydersiden af maskinen.

Samtidig er de magnetiske stik ofte nemmere at sætte i, fordi magneterne guider stikket på plads, hvis du for eksempel prøver at sætte stikket i i mørke.

Problemet er bare, at Surface-stikket er 3 centimeter langt og smalt. Det betyder, at nok sidder det fast, når det først sidder der, men det kræver 4-5 forsøg lige med en hånd at smutte stikket på plads.

Resultatet ses tydeligt på den oprindelige Surface Pro, vi har brugt siden juni: Siden på den ellers meget pæne Pro er tydeligt ridset omkring strømstikket efter utallige fumlen-rundt-efter-stikket-oplevelser.

Skærmen på 10,6 tommer og med en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels trækker til gengæld op. Den er klar, har gode farver, er lysstærk selv i lidt sollys og har rigtigt gode betragtningsvinkler.

Den lille skærm og den høje opløsning kan dog betyde, at noget tekst står meget småt - og selvom Windows 8 hjælper på det, er der flere steder i systemet, hvor skriften kan være meget lille og drille folk med knap så skarpt syn.

Surface kun noget værd med tastatur

Surface Pro er ikke mere en tablet, end at den reelt kun er brugbar sammen med et tastatur. Heldigvis kan Microsoft levere enten et fladt touch-baseret tastatur (touch cover 2) eller et mere traditionelt, men stadigt meget fladt, tastatur (type cover 2).

Tastaturerne, som klipser på via en meget kraftig magnet i bunden af Surface 2 og Surface Pro 2, fungerer samtidig som beskyttelsescover for skærmen, når enheden er klappet sammen.

Begge tastaturer er i den seneste version blevet baggrundsbelyste, mere stille og mere stive i bagbeklædning. Touch coveret er samtidig blevet langt mere følsomt og fungerer nu langt bedre (det var tiltrængt), men til længere tekster ville vi vælge type coveret, der fungerer glimrende.

Microsoft har i øvrigt annonceret et såkaldt power cover, hvor et batteri i bunden af tastaturet vil levere strøm til Surface-enhederne og dermed forlænge batterilevetiden med flere timer. Vi skal dog desværre ikke regne med at se power cover før i 2014, men tilstedeværelsen af det og andet tilbehør viser Microsofts dedikation til Surface-modellerne.

Bagsiden ved tastaturerne er at de ikke følger med, og dermed hæver maskinens pris betragteligt. Touch cover 2 koster således 949 kroner, mens type cover 2 koster 1.029 kroner. En vigtig pointe, som er god at have med i baghovedet, når der skal lægges budget forud for købet.

Det er samtidig værd at huske, at mens der på Surface 2 med ARM-processor følger en (næsten) komplet Office-pakke med, så starter Surface Pro 2 på bar bund rent softwaremæssigt (ud over selvfølgelige Windows 8.1).

Den rene installation betyder dog, at Surface Pro 2 er klinisk renset for meget af det bras, der normalt følger med en Windows-maskine fra andre producenter. Så i stedet for at fjerne mystiske anti-virus produkter og suspekte spil-portaler kan du komme i gang med maskinen med det samme.

Født med Windows 8.1

Windows 8 og Windows 8.1 udgør fortsat under 10 procent af brugerne herhjemme, men andelen stiger svagt hver måned - ikke mindst fordi en del Windows 7-ejere stadig holder fast i deres kendte brugerflade.

Med Surface Pro 2 er der dog ikke nogen vej uden om Windows 8. Med maskinens størrelse og trykskærm viser Windows 8 sig dog også fra sin bedste side. Selv med tastaturet koblet til - og det var det det meste af tiden i vores test - trykker man på skærmen lige så ofte, som man bruger tastaturets touch-pad.

Så i det scenarie, hvor det er en Surface Pro 2, du bruger som maskine, giver Windows 8's kompromisløse tilgang til touch og store knapper god mening.

Ironisk nok opstår problemerne, når du kører Microsofts dominerende Office-pakke, hvilket er et af de stærkeste argumenter for en Surface Pro 2 over andre tablets.

For selv om Office 2013 er af nyere aftapning, er det langt fra optimeret til touch. Så med en 10 tommer skærm og en opløsning på 1.920 x 1.080 pixels er menuerne mikroskopiske  og langt fra fingeregnede. Og sådan er det med mange andre traditionelle Windows-programmer.

Det skal ikke nødvendigvis ligge Surface Pro 2 til last, at den har muligheden for at afvikle alle de gode gamle traditionelle Windows-programmer. Men det understreger den indbyggede dobbelte personlighed i Windows 8: Med touch går det fint på en maskine som Surface Pro 2, der er bygget til det - men med traditionelle programmer skal mus og keyboard i brug, for at du kan få en ordentlig brugeroplevelse.

Det er en ting, som Apple, hvis iPad ikke kan sammenlignes med den mere alsidige Surface Pro 2, har løst ved at skabe en attraktiv app store, hvor brugeroplevelsen er (næsten) garanteret tålelig.

Det kan Windows 8 og maskiner som Surface Pro 2 ikke garantere - og skal nok ikke, men det er en pointe som er værd at have med, hvis du med Surface Pro 2 forventer en problemfri touch-oplevelse.

Til gengæld leverer kombinationen af Windows 8 og Surface Pro 2 en rigtig god brugeroplevelse på alle andre punkter: Maskinen kører klippestabilt, starter op på få sekunder (som oftest øjeblikkeligt), suser rundt i samtlige programmer, og der skal meget til, før de små stille blæsere i det ekstremt velbyggede metalkabinet begynder at snurre.

Selv vores kritiske it-mand, som er en notorisk Windows 8-gnavpotte, leverede Surface Pro 2 tilbage med en bemærkning om, at det var et kraftigt stykke legetøj.

Konklusion

Efter knap en uge med Surface Pro 2 står det stadig fast, at den lille og ekstremt velbyggede og kraftfulde Windows-maskine er meget svær at putte i en foruddefineret kasse.

Det ville være forkert at sammenligne den med egentlige tablets, som udfylder en anden niche - og som har lavere pris og oftest længere batterilevetid. Samt ikke mindst mindre fokus på mulighed for at arbejde på enheden.

På den anden side giver det ikke mening at sammenligne Surface Pro 2 med en traditionel bærbar eller ultrabook. De tilbyder måske længere batterilevetid og en bedre ergonomi på skødet, men er ikke i samme grad mobile som den lille Surface Pro 2, som uden tastatur vejer blot 907 gram.

Konklusionen må derfor være, at du skal være nysgerrig efter at prøve Microsofts bud på fremtidens pc - hvilket er et helt validt argument - eller også have et reelt behov for en modul-opbygget tablet-lignende mini-bærbar, for at Surface Pro 2 er pengene værd. Men er du i målgruppen, findes det ikke bedre.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere