Interview: Det er netop kommet frem, at Adobes servere er blevet hacket.
I den forbindelse har angriberne fået adgang til knap tre millioner brugerkonti og kildekode til flere af Adobes programmer.
Den historie kan du læse her: Adobe: 2,9 millioner brugerkonti er lækket og kildekode er forsvundet
"Det er rigtig mange konti, der er berørt og derfor forventer jeg ikke, at Danmark er gået fri"
Computerworld har fanget den danske talsperson for Adobe for at få en forklaring på, om danske brugere også er blevet ramt.
Jes Schyum Nørballe, kommunikationschef for Adobe i Norden, er der danske konti mellem de 2,9 millioner hackede brugerkonti?
"Det er rigtig mange konti, der er berørt og derfor forventer jeg ikke, at Danmark er gået fri. Desværre kan jeg ikke give et præcist tal, for vi har endnu ikke opgjort det efter geografi," siger han til Computerworld.
"Det er super ærgerligt. Vi er enormt kede af det, og vi beklager naturligvis alle gener for brugerne," fortsætter pressechefen.
Hvad gør I for at hjælpe jeres brugere?
"Vi nulstiller alle de berørte konti, og så kontakter vi alle, der er blevet berørt af hacker-angrebet. Personer, der er berørt, vil således få besked fra Adobe. Som det ser ud i øjeblikket, ser det ikke ud til, at der er fjernet krypterede kreditkort- eller kontooplysninger," siger han.
"Ligeledes samarbejder vi med de amerikanske myndigheder for at løse problemerne."
Han henviser ligeledes til Adobes danske kundehjælp, hvor man kan læse mere.
Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed
Selv om oplysningerne ikke har forladt jeres servere, kan angriberne vel godt have haft adgang til disse oplysninger?
"Det kan vi ikke sige endnu, desværre. Men vores folk arbejder på højtryk på at finde svarene, for det er en frygtelig situation."
Hvad kommer denne episode til at betyde for jeres sikkerhed i fremtiden, der satser på at være 100 procent online?
"Vi har allerede en meget høj sikkerhed, men der er ingen tvivl om, at den bliver højnet i fremtiden."
Kan I se, hvor angrebet kommer fra?
"Vi har en mistanke, som vi arbejder efter, men det er stadig lidt for tidligt at sige noget konkret," fortæller Jes Schyum Nørballe.
Adobe har også mistet kildekode til en stribe af jeres programmer. Med kildekoden kan it-kriminelle måske finde nye sårbarheder i jeres produkter. Hvad gør I ved det?
"Vi må desværre formode, at hackerne vil bruge kildekoden til at finde sårbarheder, men vi forsøger nu at begrænse udbredelsen af den, selv om det nok bliver svært. Det er noget rigtig møg, men nu må vi forsøge at begrænse skaden så meget og så hurtigt som muligt," lyder det fra den danske pressechef.
Læs også:
Adobe: 2,9 millioner brugerkonti er lækket og kildekode er forsvundet