Artikel top billede

Microsofts store ombygning - tre faser mod et forenet Microsoft

ComputerViews: Microsoft er via tre faser i gang med at bevæge sig væk fra pc-software og over mod nye svulstige jagtmarker. Første fase er allerede på plads. Men hvad kommer nu i den svære oprydning af selskabets divisioner?

ComputerViews: Det er to måneder siden, at Microsofts topchef, Steve Ballmer, lancerede sin plan om en gigantisk omstrukturering af selskabet, som du kan læse mere om her.

Omstrukturering er nødvendig.

Selv om Microsoft som altid tjener enorme mængder penge og stadig er en smældende fed guldkalv med maven proppet fuld af diamanter, har organisationen gennem mange år knopskudt til i dag at fremstå som et komplekst morads af afdelinger, kongedømmer, ejerskaber og småstater, der hver især hytter deres eget skind.

Det skaber grobund for intern konkurrence og ihærdig beskyttelse af egne, interne interesser.

Og det hindrer samarbejde og dermed den innovation og den fremdrift, der er nødvendig, hvis man skal 'enable our full potential," som en af amerikanernes yndlingsvendinger lyder.

Går det efter planen?

Hvor langt er Microsoft så kommet?

Det ved vi faktisk ikke helt. Men Steve Ballmer har en plan for gennemførelsen af den enorme ombygning af det store selskab, og nogle ting er sat i gang.

Men præcist hvor og hvornår alt er på plads er sværere at blive klog på.

Det antydede han i hvert fald, da han torsdag mødtes med en række finans- og aktiefolk, der forlangte at få at vide, om arbejdet var ved sin afslutning, så alle i Microsoft vidste, hvem de nu refererede til, eller om der ville gå mange flere kvartaler, før omstruktureringen var på plads.

Steve Ballmer svarede, at Microsoft arbejdede med tre faser i implementeringen af planen, hvoraf den første fase var færdiggjort - altså udformningen og konstruktionen af selve planen.

Men resten ville han ikke svare konkret på.

Vi må dog formode, at der i næste omgang venter først implementeringen af nye chefer og nye postgange og nye samarbejdsprocesser - primært på chef-niveau.

"Med næste fase vil der ske mange forandringer i Kevins verden," sagde Steve Ballmer til finans-analytikerne med henvisning til Microsofts daglige chef, COO Kevin Turner.

Microsoft brækkes helt rundt - vil få stor effekt

Flere af de grundlæggende omrokeringer er på plads, når det gælder topcheferne.

Her er ny marketingchef Tami Reller 'næsten på plads,' og business-chef Tony Bates "vil jeg mene næsten er klar på forretningssiden," lød det fra Steve Ballmer.

Andre af topcheferne har "flyttet nogle ting" og "er på vej med nogle ting," mens eksempelvis Dynamics-divisionen mangler at få "flettet marketing og nogle andre ting ind," lød det fra Steve Ballmer.

Anden fase er med andre ord godt i gang.

Tredje fase må være udmøntningen af den nye struktur blandt medarbejdere, partnere og i sidste omgang kunderne.

Lang vej igen

Konklusionen på de ukonkrete og fluffy vendinger må være, at Microsoft har lang vej igen, før den nye organisation er på plads.

Og endnu længere før den på nogen som helst måde kan mærkes for selskabets kunder og - ikke mindst - dets ekstremt vigtige partnere, der både udvikler og sælger add ons til Microsofts erhvervs-løsninger.

Først skal forandringerne flyde ned gennem hele den store organisation via ledere og mellemledere og souschefer og derfra videre ned til de mange ansatte med de mange forskellige funktioner.

Først når det er på plads, og de nye processer, chefer og afdelinger er indarbejdet i dagligdagen, vil forandringerne begynde for alvor at afspejle sig i produkt-arbejdet.

Gælder det innovation af nye produkter, er tidshorisonten endda endnu længere.

For fuld impact kommer der først fra og med lanceringen af de produkter, som for alvor kan præges af den nye organisation og dens nye former for videndeling - altså produkter, der i dag er på et meget tidligt stadie.

Steve Ballmers store plan er udsprunget af en månedlang diskusson blandt Microsofts indflydelsesrige korps af såkaldte senior executives, der har sigtet efter måder at gøre Microsoft mere agil, mere innovativ og mere konkurrencedygtig på.

Fundamentet er det strategiskifte, som Microsoft er i færd med. Det skal flytte selskabet fra at være leverandør af færdig-syede software-pakker til pc'er og servere til at være leverandør af hardware og cloud-tjenester. Sådan groft sagt.

Det forenede Microsoft - et samlet selskab

Det handler om at fokusere hele selskabet på én strategi - ikke mange forskellige - og optimere alle forretnings- og teknologiområder omkring denne ene strategi. Hvilket skal føre til bedre samarbejde og langt bedre udnyttelse af den mægtige kræfter i den store organisation, end det er tilfældet i dag.

Microsofts produktlinie skal hænge sammen på denne ene strategi - og ikke ligge adskilt som en række øer med hver deres strategi, mener Microsoft.

Steve Ballmer har tidligere i en mail til Microsofts ansatte skrevet, at omstruktureringen vil berøre "stort set alle dele af vores arbejde og hvordan vi udfører det."

"Det ændrer vores struktur, måden vi samarbejder på, hvordan vi allokerer ressourcer, hvordan vi bedst muligt udnytter vores ingeniører, og hvordan vi sælger produkter," skrev han.

Som led i omstruktureringen har Microsoft opløst sine fem hidtidige forretnings-divisioner - Business, Server & Tools, Windows, Online Services og Entertainment and Devices.

Fire nye funktions-divisioner

De er blevet erstattet af fire nye divisioner, der er opbygget om fire funktions-typer, nemlig styresystemer, applikationer, cloud computing og devices.

Hertil kommer, at der oprettes centrale afdelinger for funktioner, som hver division ellers hver især har haft en af.

De tæller områder som marketing, forretnings-udvikling, strategi og research, finans, hr, jura og operations.

Vi ved i sagens natur endnu ikke, hvilken effekt ombygningen vil få. Men mulighederne er enorme, hvis den ekstremt pengestærke gigant kan rettet alle kræfterne ind mod de samme mål.

Så kan verden bare vente sig.

Læs også: Microsofts store ombygning: Så vigtig er Ballmers kæmpe-projekt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere