Dells indtjening efter skat falder med lynets hast.
Selskabet netto-indtjening for andet regnskabskvartal er således faldet med enorme 72 procent i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor, meddeler det.
Til gengæld ligger omsætningen stort set uændret.
Den helt store synder er Dell's pc-forretning, hvor omsætningen faldt fem procent til 51 milliarder kroner, mens drifts-resultatet i divisionen styrtede lodret ned med et fald på 71 procent til 1,1 milliarder kroner.
Pc-markedet skrumper, hvilket du kan læse mere om her. Og samtidig har Dell kastet sig ud i en kamp for at øge sine markedsandele, hvilket har ført til store prisfald på selskabets computere.
"Vores bestræbelser på at øge væksten har givet bedre markedsandele på bekostning af profitabiliteten," lyder det i et brev til aktionærerne fra Dells finansdirektør, Brian Gladden.
Målet om vækst og øgede markedsandele skal ses i lyset af, at Dell i et stykke tid har ligget i forhandlinger om at sælge sig selv til et konglomerat bestående af selskabets stifter og administrerende direktør, Michael Dell, samt kapitalfonden Silver Lake Partners.
En række aktionærer med investoren Carl Icahn i spidsen vil have hævet prisen for Dell Computers, og aktionærerne skal om en måned tage stilling til Michael Dell og Silver Lake Partners tilbud på 24,7 milliarder dollar - 138,5 milliarder kroner.
Ny kurs for selskabet
Dell har længe arbejdet på at skifte fokus fra det klassiske pc-marked til det store service-marked og de professionelle brugere. Det kan du læse mere om her.
Service-forretningen kom ud med en stort set uændret omsætning på 11,8 milliarder kroner, mens resultatet i selskabets Enterprise Solutions Group - der sælger servere, storage og netværksudstyr - er da også væsentligt bedre end i pc-forretningen.
Enterprise Solutions Group kom således ud af andet kvartal med en omsætningsstigning på otte procent til 18,5 milliarder kroner.
I resultatet er indregnet en udgiftspost på 700 millioner kroner til dækning af omkostninger i forbindelse med det måske kommende salg af selskabet.
Dette beløb dækker blandt andet udgifter til fyringer samt integration af opkøb og lignende, hedder det.
Læs også:
Pc-salget i Europa styrtdykker: Kendt mærke får gevaldige tæsk
Salget af pc'er styrtdykker - her er kæden hoppet af