Artikel top billede

HP's chef i Danmark: Her er min ledelsesfilosofi

Interview: Er HP blevet en gammel og forældet virksomhed? Topdirektøren i Danmark giver svar på tiltale og løfter sløret for sin ledelsesfilosofi, der ikke bare handler om kedelige tal og budgetter.

HP Danmarks hovedkvarter er placeret i Allerød nord for København. Nede af en anonym sidevej, dog tæt på Allerød Rådhus, sidder godt 400 ansatte. 

Det er ikke just Silicon Valley, men så alligevel - IBM er også at finde i den mindre forstad til København.

Således har to af it-verdenens ældste virksomheder valgt lige netop Allerød som deres dal, eller også har de bare valgt hinanden.

For de to virksomheder har oplevet lidt af hvert - HP blev grundlagt i en garage tilbage i 1939, mens IBM har rødder helt tilbage til hulkortsmaskiner og 1910'erne.

Oldgammel virksomhed

Det er derfor en noget mærkelig oplevelse at se HP indefra - for der er ikke mange polstrede lænestole, store lysekroner, gråt hår eller spindelvæv i krogene.

Foruden den sorte facade og nogle småkager til kaffen er der ikke meget, der indikerede, at vi har at gøre med en virksomhed, der har oplevet 2. verdenskrig.

Heller ikke HP's danske direktør, som punktligt og smilende byder velkommen i konferencelokalet 'Houston', har meget gråt hår.

Det virker faktisk ikke til, at direktøren og de ansatte skæver meget til, at de sidder i en virksomhed, som i nyere internettider må betegnes som helt antik.

Direktør Jakob Schou Meding sætter sig ned og byder mig på en kop kaffe, mens vi indledende snakker om øst og vest. 

Mange ting der har betydning for HP's succes

Efter 10-15 minutter siger jeg, at vi nok bør komme i gang med interviewet.

Og hurtigt gør han kål på fordommen om, at HP er blevet for gammel.

"Det handler om vores egen forståelse, hvordan vi agerer og hvad vi signalerer ud ad til. Jo, vi er en gammel virksomhed, men det kan jeg også godt lide. Der er en fantastisk historik og kultur i HP, men der er også en masse andre ting, der har betydning for vores succes," siger Jakob Schou Meding, direktør for HP Danmark og fortsætter: 

"Selvom HP er over 50 år gammel, og er den største it-virksomhed i verden, så er det jo ikke i sig selv en grund til, at vi også er her i morgen. Vi skal gøre en forskel i markedet, og det gør vi kun ved at være innovative og bidrage positivt til vores partnere og kunders forretning."

Kort forinden havde jeg fået en kort rundtur i hjertet af HP Danmark.

Åbne kontorlandskaber over alt, hvilket åbenbart har været en klar indretningskultur, siden virksomheden blev grundlagt i den famøse garage. Det gav ifølge grundlæggerne Bill Hewlett og Dave Packard de bedste muligheder for at udveksle ideer og skabe en tæt og konstruktiv dialog på tværs af organisationen. 

Sådan har det været lige siden HP åbnede det danske hovedsæde i Allerød for ti år siden.

Så der er ikke noget stort flot hjørnekontor til direktøren. Han må i stedet slå sig til tåls med at sidde tæt ved sin assistent, kommunikationschef og en tredje medarbejder i et stort åbent kontorområde med mere end 40 medarbejdere.

Gad vide om direktøren tænkte på det, da han skrev under på kontrakten?

Men den tætte kontakt med medarbejderne er tilsyneladende en vigtig del af HP's ledelsesfilosofi, og noget direktøren sætter meget højt.

Her er direktørens ledelsesfilosofi

"Der er mange, der tror, at ledelse handler om at gå til møder, holde præsentationer, snakke med journalister eller se på budgetter - men det er bestemt ikke kun det. Ledelse finder også sted, når jeg går fra mit kontor hen for at mødes med dig. Så møder jeg måske fem mennesker på vejen, og det er lige netop her ledelse kommer ind. Det giver mig nemlig mulighed for, at få værdifuldt input fra medarbejderne samtidig med, at jeg kan uddybe vores planer og hvilken retning vi skal bevæge os i."

Direktøren forklarer videre om sin ledelsesfilosofi, der handler om at være empatisk, forstående og nærværende, men samtidig stille store krav til medarbejderne. Den enkelte medarbejder skal have klare mål og kende sin rolle i organisationen.

Virksomhedskulturen skal understøtte disse værdier, og ledelsen skal vise vejen for medarbejderne.

"Jeg tror, man som leder har en meget vigtig rolle som kulturskaber, og den tager jeg gerne på mig," siger han.

Det handler ikke om hvilken vej bussen kører
Det er og bliver medarbejderne, der skal leverer resultaterne, og det pointerer direktøren igen og igen. 
"Det handler ikke kun om, hvilken vej bussen kører, det handler om, hvilke folk du får med om bord. Hvis man har de rigtige folk, attitude og indstilling, og medarbejderne er bevidste om deres opgaver, og hvordan de kan bidrage til virksomhedens succes, kan man løse næsten hvad som helst. Derfor handler mit job i høj grad om at motivere og sørge for, at HP er et godt sted at være - og her skal jeg selvfølgelig gå forrest," pointerer han igen.

Hvis han skal sætte nøgleord på kulturen ude i Allerød, så er det stolthed, tillid og fællesskab. Og hvis medarbejderne desuden ved, hvor virksomheden skal bevæge sig hen og hvordan, så mener direktøren, at de er motiveret til at gå meget langt.

Og medarbejderne har også gjort en del. I regnskabs året 2011 / 2012 leverede HP Danmark således en forøget omsætning på næsten 400 millioner kroner i forhold til forrige regnskab.

Æren tilskrives medarbejderne

Det er igen medarbejderne, der bliver fremhævet, når talen falder på årsagerne til den øgede vækst. 

"Jeg har været heldig at komme til nogle mennesker, der er dygtige til at eksekvere. Da der kom styr på strategien fra toppen i USA, greb folk bolden og begyndte at løbe rigtig stærkt. Men der er mange svar på, hvorfor det er gået godt, men ultimativt er det medarbejderne, der laver resultaterne, og de vil altså gerne vinde," siger han.

Ud fra humøret hos direktørens synes stolen også meget behagelig at sidde i. 

"Det er fantastisk at være i den her branche og i HP. Igennem tiderne har der været nogle brancher, der har defineret, hvad der skete i verden. Jernebanen, elektriciteten og så videre - i dag definerer it i stor udstrækning, hvad der sker i verden. Det er den branche, der får tingene til at hænge sammen og gør en forskel. Det er fantastisk at få lov til at være med til det," siger han. 

Derfor ser man nok heller ikke Jakob Schou Meding, der allerede haft sin gang rundt i it-branchen, forlade topposten foreløbigt. Ind til nu har karrieren budt på stillinger i Damgaard, Navision, Microsoft og Norriq, hvorefter topposten hos HP Danmark blev overtaget for godt halvandet år siden.

"Med mindre pensionsalderen ændres, så når jeg nok ikke et 30 års jubilæum. Men jeg har ingen planer om at forlade HP, for alt lige fra min chef til kollegaer samt en meget spændende branche gør mit arbejde utrolig spændende," slutter han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere