Landets kommuner og it-giganten KMD har indgået et kæmpe forlig.
Det meddeler parterne i hver sine meddelelser.
"Med det forlig, der nu er indgået, afstår Kombit fra voldgiftssagen, idet aftalen med KMD, efter Kombits opfattelse, giver en bedre løsning for kommunerne."
"For det første er der i aftalen en fair kompensation til kommunerne. For det andet sikrer aftalen for hver af kommunerne et loft for prisudviklingen på KMD's it-kritiske løsninger frem til, at monopolområdet er konkurrenceudsat i 2017," skriver kommunernes it-selskab Kombit i en meddelelse.
Heri udtaler Kombits bestyrelsesformand Erik Fabrin (V), at man glæder sig over forliget.
KMD sænker per 1. januar 2014 listepriserne med otte procent, svarende til en varig prisnedsættelse på i alt cirka 100 millioner kroner.
Kombit oplyser, at der er tale om en årlig prisnedsættelse, der løber fire år. Ergo en samlet prisnedsættelse på 400 millioner kroner.
Ligesom KMD afregner eksisterende konflikter med Kombit med et kontantbeløb på 55 millioner kroner.
KMD: Vi forlænger aftale
Hos KMD peger man på, at transitionsaftalen er blevet forlænget.
Aftalen om priserne på monopol-området udløber nemlig i marts 2014, oplyser KMD, og "begge parter har derfor arbejdet på at finde frem til en fælles løsning, der kunne føre til en forlængelse af aftalen".
"Vi kan med glæde konstatere, at vi har lavet en aftale om forlængelse af TSA-aftalen til tilfredshed for alle parter."
"Vi ser forlængelsen som et udtryk for en fælles vilje og ambition om at sikre, at kommunerne også i årene fremover har gode vilkår til at it-understøtte de kommunale kerneopgaver," udtaler KMDs administrerende direktør Lars Monrad-Gylling i pressemeddelelsen fra it-virksomheden.
Voldsomt opgør
Opgøret om priser har stået på igennem flere år.
Både KMD's administrerende direktør Lars Monrad-Gylling og KL og Kombits absolutte topfolk har været på banen af flere omgange.
Du kan i øvrigt læse flere af deres breve her.
Sådan er aftalen strikket sammen
Aftalen indhold, ifølge Kombit:
Konkret er der indgået aftale om følgende:
1.
Per 1. januar 2014 sænker KMD listepriserne med 8 %, svarende til en varig prisnedsættelse på i alt ca. 100 mio. kr.
2.
KMD afregner eksisterende konflikter med KOMBIT med et kontantbeløb på 55 mio. kr.
3.
Med udgangspunkt i faktureringsaftalen 2013 for den enkelte kommune sikres kommuner på listepris et loft over omkostningen til KMD's it-kritiske systemer. Kommunens betaling kan ikke overstige en regulering med KL's pris- og lønskøn (P/L) tillagt ½ % i mængdestigninger for hvert af årene i perioden til og med 2017.
4.
For kommuner, som stadig er på fastpriskontrakter, der udløber i aftaleperioden, er det aftalt, at de pågældende kommuner får ret til at forlænge deres eksisterende aftaler med ét år. Udgangspunktet for prisen er prisen ved udløb tillagt P/L.
5.
KMD etablerer et gennemsigtigt afregningssystem, som er langt mere gennemskueligt end i dag, således at den enkelte kommune kan se, hvad KMD fakturerer, og hvilket kontraktgrundlag fakturaen knytter sig til.
6.
I forbindelse med det samlede udbud af de kommende fælleskommunale monopolløsninger er der aftalt en række garantier og grundprincipper om vilkår og priser for udfasning. Dette medvirker til at sikre, at udfasningen af KMD's løsninger kan ske i en konstruktiv proces.
Kilde: Kombit.dk
Aftalen indhold, ifølge KMD
Helt overordnet består forlængelsen af følgende punkter:
- Listepriserne for TSA-systemerne sænkes med 8 %.
- Der indføres et loft for prisstigninger som følge af mængdestigninger.
- Det såkaldte "prisbånd 2" bortfalder.
- Kommunerne sikres assistance til udfasning af TSA-systemerne.
- Kommunerne sikres en yderligere rapportering og transparens i forhold til fakturering af TSA-løsningerne, og der skabes bedre overblik over sammenhængen mellem kommunernes aftaler og KMD's fakturering.
- KOMBIT og KMD er også blevet enige om, at de tidligere varslede sager om voldgift og tilbagebetalingskrav bortfalder.